Spring til indhold
Nyhed

Skrot på Odenses skoler

08-09-2008

Fra den 15. – 18. september kan børn aflevere skrot, der bliver vejet og solgt videre til genbrug. Pengene for skrottet går ubeskåret til UNICEF By projektet og børn i Bolivia.

 

Projektet hedder Skolebørn hjælper skolebørn, fordi det vigtigste formål er at samle penge til bolivianske børn. Men projektet handler også om andet.

Skoler og lærere har fået materiale ud om undervisning i skrot, genbrug og miljø.

 

På hjemmesiden www.odense.dk/unicef/genbrug ligger links til leg og undervisning, og alle elever har fået en brochure med hjem om, hvad for noget skrot, der kan genbruges.

 

- Skolebørn hjælper skolebørn giver eleverne mulighed for at lege, lære, opleve og suge viden til sig. Projektet åbner mulighed for at eleverne kan lære noget både om miljøet og om betydningen af at gå i skole.

 

Jeg tror det er vigtigt, at vores børn og unge oplever, at det, de tager som en selvfølge, for andre langt fra er en given mulighed. Og at de rent faktisk med et projekt som dette kan hjælpe børn, der ikke er så heldige som dem selv, siger rådmand for Børn- og Ungeforvaltningen, Jane Jegind. Hun deltager, når der er præmieoverrækkelse til den mest engagerede skoleklasse.

 

Flere virksomheder giver et nap med

Flere odenseanske virksomheder er også begejstrede for Skolebørn hjælper skolebørn og hjælper til, når det går løs midt i september.

Containerne skal stå klar den 15. september, og skrottet skal sælges, så der bliver penge til UNICEF By.

 

Alt det har Odense Renovationsselskab, Erik Nielsen og Søn Transport og H.J. Hansen Genvindingsindustri sagt ja til at ordne.

 

- Projektet er med til at sætte fokus på affald som en ressource, der kan genanvendes. Det er en vigtig pointe at lære allerede i en ung alder, siger Lars Havelund, bestyrelsesformand ved Odense Renovationsselskab.

Hertil supplerer Thorvald Brix Isager, der er miljøchef hos H.J. Genvindingsindustri:

 

- Det er et fælles ansvar, at vi gør vores børn bevidste om at det er nødvendigt at genanvende skrot. Ved at genbruge mere sparer vi på naturressourcerne, CO2udledningen mindskes, og miljøet skånes, forklarer han.

 

Mere end et lille skridt:

 

· Den 15. – 17. september er Odense vært for den nordiske bæredygtighedskonference, One Small Step

· Samtidig står der containere på skolerne, så skolebørn kan samle skrot til genbrug

· Der er præmier til den skole, der har samlet mest affald pr. elev og til den klasse på skolen, der har engageret sig mest i projektet. Måske ved at have om miljø i undervisningen, måske ved andre aktiviteter.

· Den 1. oktober er der præmieoverrækkelse hos H.J. Hansen Genvindingsindustri. Sammen med den skoleklasse der vinder deltager blandt andet rådmand Jane Jegind, Lars Havelund, der er bestyrelsesformand for Odense Renovationsselskab A/S, miljøchef hos H.J. Genvindingsindustri, Thorvald Brix Isager og en repræsentant fra Erik Nielsen og Søn Transport.

· Projektet tyvstarter allerede søndag den 14. september på Fjordens Dag. På Stige Ø holder Odense Renovationsselskab genbrugsmarked, hvor overskuddet går til UNICEF By

· I anledning af One Small Step er der stande rundt om i byen. Tirsdag den 16. september er der genbrugsmarked i Kongens Have, hvor der også er boder med information og leg under temaet bæredygtighed.

 

Læs mere om projektet på www.odense.dk/unicef/genbrug

 

For yderligere information:

 

Jane Jegind, Rådmand for Børn- og Ungeforvaltningen, 65 51 50 00 eller 20 91 10 31, janejegind@odense.dk

Thomas Bach Piekut, konsulent i Skoleafdelingen, 65 51 51 43, tbp@odense.dk

Thorvald Brix Isager, miljøchef, H.J. Hansen Genvindingsindustri A/S, Tlf.: 63 10 91 00, thi@hjhansen.dk

Claus Hammerich, Odense Renovationsselskab A/S, 63 13 82 05, ch@odenserenovation.dk

Steffen Nielsen, Erik Nielsen & Søn Transport A/S, 66 19 46 00, ens@ens-transport.dk