Spring til indhold
Nyhed

Sangens År markeres i Odense Byråd

09-04-2008

Onsdag den, 9. april kl. 17.00 bliver byrådsmødet i Odense indledt med fællessang i anledning af Sangens År 2008.

  logo for sangens år

Byrådet bliver mødt af 9-10 sangere fra kammerkoret Cantabile fra Musikalsk Grundkursus ved Odense Musikskole. Kammerkoret synger for under fællessangene "En lærke letted" og "Den blå anemone". Efter fællessangene synger koret "Kom maj, du søde milde" som koncertsang.

 

- Der er jo ikke tradition for at synge i Odense Byråd, som man gør i mange andre byråd og kommunalbestyrelser, så vi er spændte på, hvordan vi bliver modtaget. Men vi glæder os til at samle politikerne med fællessangene, så der bliver lagt en god stemning, inden de mere alvorlige sager kommer på dagsordenen, siger Uffe Most, der er musikskoleleder på Odense Musikskole.

 

Byrådsmødet i Odense kan - som altid - overværes fra tilskuerlogen på 2. sal på Odense Rådhus.

 

2008 er udråbt til Sangens År på initiativ af komponist og dirigent Michael Bojesen i samarbejde med og med støtte fra blandt andet Undervisningsministeriet, Kulturministeriet og DR.