Spring til indhold
Nyhed

Rekord antal udrykninger i 2008

27-10-2008

Rekord på antallet af udrykninger ved Odense Brandvæsen

Allerede nu kan vi konstatere, at antallet af udrykninger sætter rekord i Odense Kommune i år. Der har på nuværende tidspunkt været 1.000, og fortsætter tendensen, når antallet op på omkring 1200 brande i 2008. En stigning på ca. 20% i forhold til 2007.

- En kedelig udvikling, udtaler Claus Olsen, afdelingsleder for Operativ Afdeling ved Odense Brandvæsen. En brand har altid konsekvenser for de mennesker, der bliver berørt af den, og det koster mange ressourcer for samfundet, siger Claus Olsen og opfordrer til omtanke og forsigtighed.

Statistikkerne viser, at det fortrinsvist er antallet af mindre brande der er steget. Særligt antallet af brande i weekenderne. Den direkte årsag søges nu klarlagt gennem en dybere analyse af udrykningsrapporterne, og når analyseresultatet for 2008 ligger klar, vil Odense Brandvæsen arbejde med målrettede forebyggende tiltag, i håb om at få vendt udviklingen.

For yderligere kommentarer kontakt afdelingsleder Claus Olsen på telefon 6551 1841.