Spring til indhold
Nyhed

Projektstation-vindere på toppen af Kulturmaskinen

22-04-2008

 

Projektet "Æstetik uden grænser" vinder Projektstation i Kulturmaskinen blandt 20 indkomne forslag

 

Vinderne af Projektstation i Kulturmaskinen, Helle Ansholm Rasmussen & Lone Brinkmann JakobsenBlandt de mange flotte og velkvalificerede forslag har ét projekt i særlig grad gjort indtryk.

 

- Æstetik uden grænser, er lige præcis det kulturprojekt Kulturmaskinen har drømt om. Vinderprojektet har fokus på udvikling af legende og eksperimenterende arrangementer i god tråd med Vision Odense "at lege er at leve". Der er lagt op til nogle meget spændende processer med høj grad af involvering - ikke mindst af byens ungdoms- og studentermiljø - fra idéudvikling over planlægning til færdige arrangementer, siger kulturkonsulent og "stationsforstander", Jimmi Mørup.

 

Idémagerne bag vinderprojektet er:

Helle Ansholm Rasmussen, 28 år og kandidatstuderende på Århus Universitet i kunsthistorie og begivenhedskultur.

Lone Brinkmann Jakobsen, 27 år og specialestuderende på kandidatuddannelsen i Kultur og Formidling på Syddansk Universitet.

Begge er bosiddende i Odense.

 

Helle og Lone beskriver visionen bag deres projekt sådan:

  • Vi drømmer om at skabe en platform for Odenses kreative ungdom - et sted, hvor man aktivt kan bidrage med, hvad man måtte have på hjertet af kreative indslag!
  • Vi drømmer om at lave arrangementer, hvor de kreative kunstarter på én gang udfordrer hinanden og samtidig smelter sammen i en større helhedsoplevelse - arrangementer, hvor der ikke opstilles grænser for de æstetiske udfoldelser!

 

Uddrag fra det vindende projektforslag:

>>Som 16-årige gik vi engang, efter en lang fest og søvnløs nat, en tur igennem den lune sommers morgendis. Tågen dannede perfekt ramme for teenagedrømme. Vi pludrede løs om festen og drengene, men især stillede vi de samme spørgsmål og krav til en fremtid, som for os syntes lige så hemmelighedsfuld og uigennemskuelig som den tætte tåge omkring os.

 

Siden hen har vores veje ført os i forskellige retninger, men vores drømme er stadig de samme. At vinde projektstationens kulturkonkurrence giver os en spændende mulighed for at føre nogle af de drømme ud i livet.<<

 

- Det er kun vinderprojektet, der i første omgang får adgang til Projektstationen, men Kulturmaskinen får senere brug for mange gode projekter, så vi håber efterfølgende at kunne give plads til flere af de indkomne projekter, siger Jimmi Mørup.

 

Læs alt om Projektstation på www.hid.dk

Læs om Kulturmaskinen på www.kulturmaskinen.com