Spring til indhold
Nyhed

Odense og Skt. Petersborg i unikt miljøsamarbejde

18-11-2008
Når Odenses borgmester Jan Boye (C) er i Skt. Petersborg fra den 20.-21. november, er det for at øge de russiske borgeres bevidsthed om de globale klimaforandringer.

Skt. Petersborg har nemlig bedt Odense Kommune om hjælp til lanceringen af Klima- og Miljøministeriets "1 ton mindre kampagne" i Rusland.


Det er Det kongelige danske Generalkonsulat i Skt. Petersborg, der tidligere på året henvendte sig til Odense Kommune for at bede kommunen om at være partner i projektet. Generalkonsulatet mente, at Odenses fokus på miljø og bæredygtighed gør byen til en yderst velegnet partner.

Borgmesteren skal underskrive en samarbejdsaftale mellem Odense Kommune, Skt. Petersborg Vodokanal (Skt. Petersborgs vandselskab), Det danske Generalkonsulat i Skt. Petersborg samt Danish Water Services.

Odense Kommune deltager i projektet som knowhow-partner indenfor teknik og miljø og byudvikling generelt og bidrager til kampagnens faglige indhold. Desuden vil kommunen blive bedt om at rådgive den russiske partner i en række faglige spørgsmål. I projektet deltager bl.a. medarbejdere fra Odense Vandselskab.

- I Rusland er klimaforandringer og CO2-problematikken endnu ikke højt på den politiske dagsorden, men hos befolkningen er klima og især miljø kommet ind i bevidstheden, siger Jan Boye. - Dog er det generelle oplysningsniveau lavt og Rusland er et af de lande i verden med størst energispild. Vores projekt understøtter den spirende opmærksomhed hos borgerne og skal give konkret information, så de kan foretage flere og mere miljørigtige valg. Derfor er jeg meget glad for at Odense Kommune er udvalgt til at være samarbejdspartner.

Udover underskrivelse af samarbejdsaftalen deltager borgmesteren sammen med HKH Prins Joachim og HKH Prinsesse Marie i et dansk eksportfremstød i Skt. Petersborg.

I Jan Boyes program er bl.a. indlagt et oplæg på en erhvervskonference i Skt. Petersborg, og et besøg på Vodokanals Økologiske skole.


- Noget af det, der er en ekstra bonus i dette projekt er, at det skal ses som et led i realiseringen af Odense Kommunes vision - som bl.a. indeholder mål om bæredygtig udvikling og internationalt samarbejde, siger Jan Boye.

Det er Odenses Økonomiudvalg, der har tiltrådt at Jan Boye underskriver samarbejdsaftalen på vegne af Odense Kommune.

Udover borgmesteren deltager en embedsmand fra Odense Kommune.


Flere oplysninger:

Jan Boye, 20 40 29 12