Spring til indhold
Nyhed

Miljøvagten genopstår på Fyn

05-06-2008

Den tidligere miljøvagt forsvandt, da amterne blev nedlagt, så de fynske kommuner er nu gået sammen om en ny tværkommunal ordning.

 

Med amternes nedlæggelse forsvandt også den gamle miljøvagtordning, som skulle sikre, at kompetente miljømedarbejdere kunne deltage ved løsningen af opgaver i forbindelse med akutte miljøuheld uden for normal arbejdstid. De fynske kommuner har vurderet, at der er behov for en ny fælles løsning – en løsning der betyder, at Odense Kommune fungerer som sekretariat og dermed styrer vagtplanlægningen, ordningens økonomi og fører statistik over miljøvagtens indsatser. Den nye ordning startede op i begyndelsen af maj i år. 

 

Den nye miljøvagtordning vil være fælles for alle de fynske kommuner med undtagelse af Middelfart, som har valgt at opbygge et vagtfællesskab med kommunerne i Trekant-området og Ærø, som ikke deltager på grund af den store afstand. 

 

Miljøvagten har to formål. Det første er at yde hurtig rådgivning til det kommunale beredskab og andre ved akutte miljøuheld som for eksempel et gylleudslip eller en væltet tankbil. Miljøvagten skal ligeledes medvirke til at begrænse skaderne på miljøet ved at igangsætte forskellige indsatser så hurtigt som muligt. Det andet er at opspore og standse forureningen, vurdere omfanget af skaderne og sikre beviser, så der kan gøres et erstatningsansvar gældende overfor den, der er årsag til forureningen. Miljøvagten kontaktes via Alarmcentralen på nummer 112. 

 

Den forventede samlede udgift til en miljøvagtordning beløber sig til en lille halv million om året for de deltagende kommuner. En del af dette beløb vil blive forsøgt viderefaktureret til en forurener eller dennes forsikringsselskab. Udgiften knyttet til en hurtig indgriben kan i sidste ende betyde, at de samlede udgifter bliver mindre for kommunerne, da forureningen ikke vil kunne nå at sprede sig så meget og gøre så stor skade.

 

For yderligere information
Gert Lauersen, Natur, Miljø og Trafik