Spring til indhold
Nyhed

Landsforeningen for udbrændte vinder Odenses Ildsjælepris

12-10-2008

Det blev en temmelig ny og for mange måske ukendt forening – Landsforeningen for udbrændte – der løb af med Odense Kommunes Ildsjælepris 2008.

Landsforeningen for udbrændte blev startet for omkring 1 år siden af folk, som på deres egen krop har mærket, hvordan det er at brænde ud. Nu arbejder de på at hjælpe andre i samme situation og på at udbrede kendskabet til tilstanden. Da rådmand Erik Simonsen, Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, skulle motivere valget af lige præcis Landsforeningen for udbrændte til årets Ildsjælepris, pegede han blandt andet på 2 ting:
• Foreningen skaber synlighed og åbenhed omkring en relativt ny og på mange måder tabubelagt samfundsproblematik.
• De frivillige i Landsforeningen for udbrændte har valgt at rådføre sig med et præsidium af fagprofessionelle og kendte personer. Det er en spændende måde at synliggøre kvaliteten og værdien af frivilligt socialt arbejde på.

Ildsjæleprisen består af en femarmet lysestage og en skulptur, et såkaldt ”solansigt”. Prisen er lavet af den kendte kunstner Jens Galschiøtt og oprindelig fremstillet til FN’s frivillighedsår i 2001.

Ildsjæleprisen bliver hvert år uddelt på det, der kaldes ”Frivillighedens Dag”. En dag, hvor repræsentanter fra Odenses frivillige sociale foreninger mødes med forskellige kommunale råd og politikere for at netværke og debattere på kryds og tværs.

Yderligere oplysninger:
Berit Yding Sørensen, frivillighedskoordinator, Socialcentret, Odense Kommune, tlf. 6551 4526 / 27 59 89 06, bys@odense.dk
Anne Lene Lundgaard, formand og daglig leder, Landsforeningen for udbrændte, tlf. 41 96 38 70, info@lafu.dk


Læs mere:
Om Odense Kommunes samarbejde med frivillige sociale foreninger her: http://www.odense.dk/Topmenu/KulturFritid/Frivilligt%20socialt%20arbejde.aspx
Om Landsforeningen for udbrændte her: http://www.lafu.dk

Deltagerne på Frivillighedens Dag 2008 tager plads foran scenen
Deltagerne på Frivillighedens Dag tager plads foran scenen

God snak mellem 3 foreningsrepræsentanter
En god snak mellem 3 foreningsmedlemmer