Spring til indhold
Nyhed

Glade odenseanere nød årets Havnekulturfestival

04-06-2008

Glade odenseanere nød solen og aktiviteterne på årets Havnekulturfestival

 

I weekenden dannede havnen for tredje år i træk rammen om Havnekulturfestivalen, og det er helt tydeligt, at odenseanerne virkelig har taget denne tilbagevendende begivenhed til sig.

 Udsigt ud over kanalen fra græstrappen på Havnepladsen

15.000 mennesker kiggede forbi havnen i weekenden, og her fik de udfordret alle sanserne og kunne slappe af til et overdådigt udbud af solskin, varme og god stemning. Kendetegnende for årets festival var mangfoldighed og respekt for hinandens kulturer, og alle, uanset alder, legede og hyggede sig sammen.

 

- I en weekend som denne viser havnen sig som et fantastisk sted med nogle spændende rammer til kreativitet, til udfordrende fysisk leg og til en mangfoldighed af optrædener inden for musik, kunst, teater og dans, siger Anker Boye, rådmand for By- og Kulturforvaltningen.

 

Ligesom de to foregående år var grundlaget for dette års festival den store bredde af opkommende kultur og musiktilbud, som Odense byder på. Men i år kunne også de professionelle kunstnere mærkes og høres, og således er linjen tegnet for næste års festival.

 

Aktiviteterne fortsætter på havnen

Deltagerne kunne gå hjem med mange indtryk i hovedet og kroppen, men på havnen er der fortsat mulighed for at opleve de mange blivende aktiviteter og tilbud fra Havnekulturfestivalen.

 Børn maler billede på Havnekulturfestivalen

I havnebassinet spilles der fortsat kajakpolo, og vandcyklerne kan stadig benyttes. Skibssmeden har mange spændende aktiviteter på programmet resten af året, og hver søndag vil der være kunst- og loppemarked på Havnepladsen. Desuden vil de flotte graffitimalerier stadig være at finde et sted på havnen.

 

Til minde om Frederik Buchwald er mindestenen nu genopstillet ved Havnepladsen, og for de små vil sandkasseskibet være klart. Klatrekuberne ved skibssmeden er til fri afbenyttelse, og de udendørs fitnessredskaber kan benyttes hele juni måned.

 

- Vi glæder os allerede til næste år, og vi håber at se lige så mange glade mennesker, når Havnekulturfestivalen 2009 løber af stablen d. 29. - 31. maj, siger projektleder Maria Henningsen.

 

Se også billeder fra Havnekulturfestivalen på www.havnekulturfestival.dk