Spring til indhold
Nyhed

Den Fynske Landsby søger frivillige til Levende Historie

03-11-2008

Endnu flere engagerede, frivillige aktører kan nu blive en del af Den Fynske Landsbys Levende Historie, når museet inviterer nye interesserede til at blive en del af den levende formidling.


Levende Historie er en vigtig del af formidlingen i Den Fynske Landsby. Det består af udklædte aktører, der gennem arbejdet med husflid, huslige sysler og håndværk genskaber dagliglivet i 1800–tallets landbosamfund.

Aktørerne i Levende Historie udgøres hovedsageligt af medarbejdere ved museet, men der er allerede er etableret et par frivilligegrupper omkring smedearbejde og knipling.


Museet har jævnligt over de senere år modtaget forespørgelser fra interesserede, om muligheden for at de kan blive frivillige i Den Fynske Landsby.

De vil gerne være med til at give deres viden om gammelt håndværk og håndarbejde videre til andre, og det er selvfølgelig en mulighed som vi i Den Fynske Landsby gerne vil tage imod.

For at kunne gøre det skal museet kunne håndtere gruppen af frivillige i forhold til korrekt formidling, planlægnig af aktiviteter og ikke mindst den daglige kontakt med de frivillige.


Odense Bys Museer har i samarbejde med Syddansk Universitet fået midler fra Kulturarvsstyrelsen og Ingeniør N.M. Knudsens Fond til gennemførelse af projektet "Frivillige formidlere på Kulturinstitutioner".

Projektets teoretiske del varetages af Karen Hvidtfeldt Madsen, Center for Kulturstudier, SDU, mens den praktiske del finder sted i Den Fynske Landsby og skal i alt sin enkelthed munde ud i, at vi kan åbne op for, at endnu flere engagerede frivillige kan blive en del af Den Fynske Landsbys Levende Historie.


"I Den Fynske Landsby har vi oplevet en stigende interesse for det frivillige arbejde, og på denne måde håber vi, at kunne imødekomme forespørgsler, samtidig med at vi kan øge mængden af aktivitetstilbud og give museets gæster en endnu større oplevelse af liv i Landsbyen - også uden for sommersæsonen" fortæller museumsformidler Benedikte Jeppesen, som koordinerer Den Fynske Landsbys Levende Historie og arbejdet med de frivillige.


Vi håber på, at høre fra kvinder og mænd i alle aldre med erfaring og viden indenfor husflid og håndværk, og som er interesserede i at formidle deres færdigheder til vores gæster.

Vi forventer et positivt sind og glæde ved at møde en masse forskellige mennesker fra ind –og udland? I første omgang etableres der grupper indenfor Mad og Husholdning, Smede, Leg og Aktiviteter for børn, Huggehus-arbejde og Uld.


Vi tilbyder, bortset fra arbejde i nogle helt unikke rammer, medlemskab i vores Museumsklub Fynske Minder, rabatter ved køb af varer i museumsbutikkerne samt diverse sammenkomster i museal regi.


Tirsdag den 16. december 2008 kl. 16.30 er der informationsmøde i Den Fynske Landsby

, Sejerskovvej 20, Odense S i Besøgscentret, hvor vi vil fortælle meget mere om det frivillige arbejde i Levende Historie.


Læs mere om tilmelding til informationsdag og om frivilligt arbejde i Den Fynske Landsby i folderen, som kan fås i billetsalget på Møntergården og i Den Fynske Landsby samt på www.museum.odense.dk

Yderligere information fås ved henvendelse til:

museumsformidler Benedikte Jeppesen på tlf. 6551 4633 og http://museum.odense.dk/Aktuelt/Presse/Pressemeddelelser_2008/Frivillige_i_DFL.aspx