Spring til indhold
Nyhed

Borgerne i Vollsmose får eget mediehus

26-03-2008

Kom og skriv din egen historie til avisen, lav et indslag på net-tv og udtryk din mening på vollsmose.dk. Sådan lyder tilbuddet til Vollsmoses 12.000 beboere, som nu får deres eget mediehus.

 

Et helt nyt mediehus åbner nu dørene i Vollsmose. En journalistisk leder og to redaktører skal etablere en palet af levende medier og spændende kommunikations-events i området. Men det er i høj grad beboerne selv, der får mulighed for at præge de nye medier – som skribenter, fotografer, redigeringsteknikere, kameramænd, studieværter og meningsdannere.

 

Det nye mediehus er blevet til i et samarbejde mellem Vollsmoses beboere, Odense Kommune og de tre boligforeninger i området, Boligorganisationen Højstrup, Fyns almennyttige Boligselskab samt Odense AndelsBoligforening.

 

Mediehuset ligger i det nye kulturhus i Vollsmose, som åbner den 5. og 6. april. Hensigten er, at mediehuset skal indgå i en dynamisk hverdag med kulturhuset.

 

Formanden for Samarbejdsrådet i Vollsmose, der er beboernes fællesråd, hilser Mediehus Vollsmose velkomment.

- Langt om længe og med en stor indsats fra beboere og konsulenter, er det endelig lykkedes! En helt ny avis, en forbedret hjemmeside, en info kanal og net tv ser snart dagens lys. Projektet vil køre i de næste fire år, hvorefter medierne gerne skal være selvkørende. Det nye er, at det i langt højere grad er op til beboerne at få "avisen på gaden" – det er beboerne, der er de nye journalister, og det er dem, vi gerne vil have med til at forme mediernes fremtid. Borgerinddragelse er nøgleordet, og vi opfordrer alle til at komme forbi projektet og se, hvordan netop de som borgere kan indgå i det ny mediehus, siger Ra Ranunkel.

 

Lederen af Mediehus Vollsmose er den 42-årige journalist Benthe Vestergård. Hun har bred journalistisk erfaring fra Christiansborg for skiftende medier, Fyens Stiftstidende og TV2 Fyn. Benthe Vestergård er tillige masteruddannet konfliktmægler. De seneste syv år har hun drevet selvstændig virksomhed.

 

Redaktør for elektroniske medier er Katrine Hallgren Frederiksen, 32 år, der er universitetsuddannet i dansk og historie samt sprog og kommunikation. Katrine Frederiksen har arbejdet i det nu forgangne Vollsmosesekretariat i fem år.

 

Pernille Poulsen, der er 35 år, har gennem de seneste år arbejdet med kommunikation og markedsføring samt design og layout for Fair Trade Danmark, der organiserer Fair Trade butikker og importører.

 

- Jeg er rigtig glad for vores nye hold i mediehuset – tilsammen har vi en stor viden om såvel journalistik og formidling, grafik og lay-out samt ikke mindst kendskab til Vollsmose-området med dets rigdom af flerkulturelle ressourcer. Det er de ressourcer, vi skal have i spil. Hensigten er at inddrage borgerne mest muligt – bl.a. ved at uddanne borgerjournalister, borgerfotografer, borgerdebattører osv. til at producere avis, hjemmeside og net-tv for dem selv og deres naboer, siger leder af Mediehus Vollsmose, Benthe Vestergård.

 

Mediehuset er en del af en ny helhedsplan for Vollsmose, hvor Landsbyggefonden finansierer en række projekter med en medfinansiering fra Odense Kommune og de tre boligforeninger. Projektets vision er at styrke en positiv identitet ved at bo i Vollsmose.

 

Formand for Samarbejdsrådet, Ra Ranunkel, træffes på tlf: 41 65 43 19 eller mail: ra.ranunkel@hotmail.com.

Leder af Mediehus Vollsmose, Benthe Vestergård, træffes på tlf: 51 50 96 83 eller mail: bvjoe@odense.dk.