Spring til indhold
Nyhed

10 rollemodeller fra Odense deltager i national Camp om integration

10-10-2008

Hvad kan man gøre, når ens forældre hellere vil tale om bryllup end studiejob? Hvordan fortæller man mor og far, at man hellere vil være jordbetonarbejder end jurist? Hvorfor er der ikke flere nydanske piger, der melde sig ind i en idrætsforening? Og hvordan kan vi nå de unge, der opsøger radikaliserede grupper?

Det er blot nogle af de spørgsmål, som 150 rollemodeller fra hele landet vil diskutere på en national Camp, som Integrationsministeriet og UUV-Køge Bugt afholder for første gang den 11. og 12. oktober i Vejle.

10 af rollemodellerne kommer fra Etniske Rollemodeller Fyn. Til daglig inspirerer og motiverer de unge til at tage en uddannelse ved at besøge skoler og fortælle deres egne personlige historier. De fortæller blandt andet om de sejre og udfordringer, de har oplevet i forbindelse med deres uddannelse.

På Campen den 11. og 12. oktober vil deltagerne udveksle erfaringer om det at fungere som rollemodel, få redskaber til rollemodelarbejdet og danne netværk på tværs af bygrænser.

Fakta

  • Der findes ca. 250 rollemodeller i hele Danmark
  • 10 af dem kommer fra Fyn, primært Odense
  • Rollemodellerne viser gennem eget eksempel, at det godt kan lade sig gøre at tage en uddannelse på trods af udfordringer
  • Rollemodelkonceptet blev startet af Integrationsministeriets Brug for alle unge-indsats i 2003 og bygger på metoden ung til ung. Metoden går ud på, at unge formidler deres erfaringer til andre unge. Rollemodellerne fortæller primært om uddannelse, men også om andre ungdomsrelevante emner i øjenhøjde. Det betyder, at rollemodellernes historier ofte opfattes som meget vedkommende
  • Brug for alle unge har indtil videre støttet oprettelsen af 5 lokale rollemodelkorps.
  • Campen er medfinansieret af BG – Fonden

Hvis du vil vide mere om de lokale rollemodeller fra Fyn og deres arbejde, så kontakt venligstProjektkoordinator

Stine Brynskov. Mail: sbry@odense.dk

Du kan få flere oplysninger om den nationale Camp hos Birgitte Degnegaard. Mail: bde@inm.dk