Spring til indhold
Nyhed

Legende julenisser deler ønskesedler ud i gågaden

19-12-2007

"At lege er at leve"

. Sådan lyder overskriften på Odenses nye vision, som et enigt byråd netop har besluttet at sende i offentlig høring. Dermed er kursen sat for byens udvikling i de kommende år.

 

- Sætningen "At lege er at leve" bliver den overordnede overskrift for alt, hvad vi kommer til at lave i de kommende år. Tanken er, at vi gennem legen vil øge alles muligheder for at få et endnu bedre liv i Odense. Og målet er, at vi i år 2017 er kendt som den legende by, hvor vi tør eksperimentere, siger borgmester Jan Boye.

 

- Men ord alene gør ikke visionen virkelig. Derfor skal vi i de kommende måneder have masser af input fra byens borgere og virksomheder, tilføjer han.

 

Og den proces begynder allerede torsdag den 20. december 2007 mellem 14 og 19 i gågaden. Her vil seks cirkusagtige julenisser skabe en legende og let stemning med akrobatik, ildkunst og gøgleri.

 

Men legen i gågaden er alvorlig nok. Julenisserne vil nemlig gavmildt dele nogle særlige ønskekort ud, hvorpå alle interesserede kan skrive deres tre højeste ønsker for fremtidens Odense og derefter returnere kortet til kommunen – ufrankeret.

 

De gøglende julenisser er en lille forsmag på visionens officielle høringsproces, som løber fra den 18. januar til den 14. marts 2008, hvor en række events vil skabe debat og dialog om visionen.

 

Designet på "At lege er at leve" bliver pink, og fra 18. januar har vision sin egen hjemmeside (www.visionodense.dk) med konkurrencer og blogs.

 

Læs hele visionen på www.odense.dk

 

Se mere om visionen og ønskerkortet her.

 

Yderligere oplysninger:

Mads Graves Larsen, kommunikationschef, 6551 1075 / 4031 0575