Spring til indhold
Nyhed

Virksomheder paa spring for at levere til det offentlige

05-12-2007

Virksomheder på spring for at levere til det offentlige

 

Hvordan fungerer kommunens indkøbspolitik? Hvad skal der til for, at jeg kan blive leverandør? Virksomhedernes nysgerrighed efter svar på disse spørgsmål er stor. I hvert fald hvis man skal dømme efter tilslutningen til morgendagens møde i Forskerparken i Odense.

 

70 virksomheder har meldt deres ankomst, når Erhvervsservice Odense og Odense Kommunes Indkøbskontor inviterer til informationsmøde. Og det er alle typer virksomheder, der deltager - lige fra håndværkere over grafiske bureauer til konsulentvirksomheder.

 

På mødet vil Indkøbschef Annette Bjørn fortælle om, hvordan man bliver leverandør til det offentlige i almindelighed og til Odense Kommune i særdeleshed.

 

De små kan også være med

"I Odense Kommune bestræber vi os at være en attraktiv og seriøs samhandelspartner for erhvervslivet", siger Annette Bjørn. "Flere og flere områder bliver udbudt i større puljer, og tendensen er, at kommunerne i samarbejde med andre kommuner udbyder flere og flere opgaver sammen. Derfor deler vi ofte vores udbud på varer og tjenesteydelser op i flere delbud. Det betyder, at de små virksomheder også kan være med, f.eks. ved at byde ind på en mindre del af den samlede opgave".

 

Det offentlige er underlagt EU's indkøbsdirektiver og stiller i dag en række skærpede krav til miljø, etik og muligheden for elektronisk samhandel. "Vil vil gerne være med til at formidle vores forventninger og fortælle om de mange krav, der stilles", siger Annette Bjørn om baggrunden for morgendagens møde. "Og så er vi er altid interesserede i nye leverandører".

 

Mødet finder sted onsdag den 5. december kl. 17.00-19.00 i Auditoriet, Forskerparken 10, 5230 Odense M.

 

Yderligere oplysninger:

Indkøbschef Annette Bjørn, tlf. 65 51 20 58, mobil 29 45 34 09

Iværksætterkonsulent Randi Trabjerg, tlf. 66 12 61 21, mobil 20 51 70 85

 

Odense Kommunes Indkøbskontor er ansvarlig for koordinering af Odense Kommunes indkøb og rådgiver hele kommunen i indkøbsspørgsmål.