Spring til indhold
Nyhed

Tilsyn i dagplejen er lang mere end kontrol

09-11-2007

 

Nu sættes der fokus på den gode praksis hos dagplejerne i Odense Kommune. Det sker ved at opkvalificering af de pædagogiske tilsyn med virkning fra 1. januar 2008.

 

Til dette formål er der udviklet tilsynsmaterial til dagplejepædagogerne, der både sikrer en ensartet høj faglig standard og samtidig synliggør den gode praksis, der allerede foregår.

 

"

Vi vil gerne vise forældrene, at vi i Odense har en dagpleje med en meget høj faglig kvalitet. Vi ønsker ikke at føre tilsyn udelukkende som kontrol af for eksempel sikkerheden i haven, eller om der er godkendte seler i alle barnevognene. Tilsynet er i høj grad også fremadrettet i forhold til udviklingen af den pædagogiske praksis i hverdagen. Det kan eksempelvis være, når det gælder børnenes trivsel, sundhed, adfærd og udvikling eller hvordan vi kan understøtte arbejdet med de pædagogiske læreplaner ", siger rådmand for Børn- og Ungeforvaltningen Jane Jegind.

 

 

Udover at tilsynsmaterialet sikrer synligheden af den høje faglige kvalitet i dagplejen, sikrer det også, at der er sammenhæng mellem de enkelte tilsynsbesøg i henholdsvis hjemmet og i legestuerne.

 

 

"I legestuen har tilsynet naturligvis en anden karakter end i hjemmet. I legestuen er der god mulighed for at pædagogen og dagplejeren sammen kan se og drøfte børnenes samspil. Derudover er tilsyn i legestuen et godt forum for mere generelle drøftelser om for eksempel sund kost, hygiejne eller hvordan vi understøtter en god overgang til børnehaven", siger rådmand Jane Jegind.

 

 

Det nye tilsynsmateriale vil fra 1. januar komme til at hænge tilgængeligt for forældrene i alle dagplejehjem.

 

 

For yderligere oplysninger, kontakt:

· Rådmand Jane Jegind, tlf. 6550 5000, E-mail: jmj@odense.dk

· Institutionschef Britta Carl, tlf. 6551 5200, E-mail: bcc@odense.dk