Spring til indhold
Nyhed

Stor Ramadan-fest i Odense

08-10-2007

Midt i oktober slutter muslimernes fastemåned. Det sker som altid med fest i flere dage. Men i år er festen ikke forbeholdt muslimer alene – i år kan alle være med.

 

Integrationsrådet og en række foreninger i Odense inviterer nemlig alle interesserede til Ramadan-fest mandag den 15. oktober.

 

- Vi slutter traditionelt ramadanen af med en stor fest, og den vil vi gerne dele med alle andre. Derfor inviterer vi alle interesserede med til vores muslimske fest, som i virkeligheden langt hen ad vejen minder om en dansk juletræsfest, siger Abdulahi Egal, der er formand for Integrationsrådet i Odense.

 

Festen bliver skudt i gang af rådmand Erik Simonsen. Han håber, at rigtig mange kigger forbi og deltager i festlighederne.

 

- Mig bekendt er Odense den første danske by, der holder en offentlig Ramadan-fest. Det synes jeg, at vi som odenseanere skal være stolte af. Vi vil jo gerne være en international by, og festen her er et af beviserne på, at vi er det - ikke bare i ord, men også i handling, siger Erik Simonsen.

 

Ramadan-festen bliver holdt på Flakhaven mandag den 15. oktober 2007 mellem 13 og 17, hvor der vil være masser af underholdning. Fra kl. 17.30 til 20 er arrangørerne værter ved en let buffet i festsalen på rådhuset.

 

Programmet kan ses på Integrationsrådets hjemmeside www.odense.dk/integrationsraad

 

Kontaktpersoner:

Abdulahi Egal, fmd. for Integrationsrådet i Odense, 2061 5869

Erik Simonsen, rådmand, eas@odense.dk, 6551 4000 / 2894 1109

Birgitte Vinsten, Integrationschef, bmvc@odense.dk, 6551 4062 / 2362 9501