Spring til indhold
Nyhed

Spil Dansk Dagen 2007

19-10-2007

Dansk musik og højt humør på Musikbiblioteket i Odense

 

For anden gang fejrer Musikbiblioteket i Odense "Spil Dansk Dagen".

Det bliver en forrygende koncertdag, der byder på ikke mindre end 9 koncerter med 29 musikere, der fremfører egne kompositioner i Musikbibliotekets koncertsal.

Fra kl. 12 – 22 er der mulighed for at høre de danske kunstnere – og så er det ganske gratis! Spil Dansk Dagen 2007 præsenterer mange forskellige genrer. Hør bl.a. jazz med Suntan Trio, folk med Rikotak og Singer/song med Sidsel Marie.

 

Spil Dansk Dagen afholdes torsdag d. 25. oktober 2007 kl. 12-22

på Musikbiblioteket, Pantheonsgade 15.

Der er gratis entré til koncerterne. Flere oplysninger om arrangementet fås hos Bodil Kragh Christensen, bkc@odense.dkeller ved henvendelse til Musikbiblioteket på

tlf.: 6551 4444.

 

Spil Dansk Dagen er for musikglade mennesker der opfordres til at deltage i en fælles udfoldelse af dansk musik. Spil Dansk Dagen er arrangeret af Koda og er en dag, hvor Musikbiblioteket sætter fokus på de danske komponister.

 

Programmet for Spil Dansk Dagen 2007 er som følger:

 

Kl. 12: Bent Ager

Pianisten og entertaineren Bent Ager underholder med sit store internationale repertoire. Efter et langt liv som pianist og kapelmester har Bent Ager slået sig ned i Odense, hvor han bl.a. spiller jazz i Odense bandet Den Gyldne Swingtrio. Bent Ager har turneret i ind- og udland som kapelmester og har været på plakaten med så forskellige kunstnere som Kjeld Petersen, Dirch Passer, Nina & Frederik, Dorthe Kollo Lill Lindfors og The Renegades.

 

Kl. 13: Amaliel

Amaliels musik er en oplevelse trods den simple duo konstellation. Musikken kommer fra hjertet og en historie fortælles hver gang et nyt nummer bliver slået an. Kombinationen af den sikre vokal, dobroens lyd, guitarerne og kor gør at udtrykket er nøgent og lytteren vil blive fanget af universet. Musikken er engelsk-inspireret, men stemningen er med en nordisk tone.

Lyt til Amaliel på www.myspace.com/amaliel1

 

Kl. 14: Rikotan

Rikotan er en ung dansk folkemusiktrio, der breder sig ud over irsk folkemusik, dansk folkemusik samt viser og ballader fra hele verden. Navnet "Rikotan" er egentlig en sammensætning af bogstaver fra musikernes navne. I Google fandt bandet ud af at navnet faktisk betød noget på finsk, nemlig: "brudt" eller "vil blive brudt".

Lyt til Rikotan på www.rikotan.dk

 

Kl. 15: Strawberry Blonde

Bandet Strawberry blonde består af Betina og Anja Følleslev, tvillingesøstre og musikalske sparringspartnere. I dag er de fyldt 28 år, og deres musikalske univers er melodisk og eftertænksom pop, med et touch af rock, folk og country.

Siden barnsben har de to søstre fulgtes ad i musikken. Scenerne har været mange og genrer er blevet afprøvet. I dag arbejdes der målrettet med egne sange og co-writes. Sangene har de flittigt præsenteret på landets kendte spillesteder med god feedback, f.eks. Dexter (Odense), Mojo Blues Bar (KBH), Voxhall (Århus). Live præsenterer Strawberry Blonde et akustisk sæt som duo eller koncert med fuldt band.

Lyt til Strawberry Blonde på www.myspace.com/strawberryblondedk

 

Kl. 16: Sophia Maj Orchestra

Sophia Maj Orchestra er et skævt og originalt rockband med hang til stemningsfyldte, sjælfulde sange. Det er netop stemninger, der er i højsædet, når den klassiske rock 'n roll line-up med Sophia Maj i spidsen maler tidløse, musikalske kunstværker, der trækker på al den musik, der står nærmest bandets hjerter. Det er til tider smukt, til tider ulmende af beskidt urkraft, men altid med en vitalitet og kompromisløshed, der gør orkestret til et spændende bekendtskab for alle musikelskere.

Lyt til Sophia Maj Orchestra på http://sophiamajorchestra.mymusic.dk/

 

Kl. 17: Pause.

 

Kl. 18: Simbel Ensemble

Besætningen har mødt hinanden på kryds og tværs i det lokale jazz-musikmiljø i Odense. Initiativet til netop denne besætning startede som en række jam-sessions i foråret, hvor der blev bladret i real-books og snakket musik og udvekslet ideer. En del af besætningen var fast og derudover blev der inviteret en håndfuld venner fra gang til gang. Jam-sessions holdes lejlighedsvis, men derudover er der opstået en fast lille skare, der lægger vægt på at udvikle især kompositoriske ideer. Ideen er at spille musik, som har en klar kompositorisk ide, et eksperimentalt indhold eller form, eller måske en litterær eller filosofisk bagtanke. Samtidig skal der skabes en stemning hvor musikken skal være rar at lytte til for andre og rar at spille for bandet. Noget af det swinger og er helt oppe og koge, andet er helt nede i en meditativ slumren.

 

Kl. 19: Henrik Cornaby Elster with friends and family

Henrik Cornaby Elster har komponeret siden han fik sin første guitar som 10-årig. Han fortæller at det at skrive sange har været et fast element i hans måde at arbejde med de ting der sker i livet for ham og hans nærmeste.

Igennem mange år har han komponeret musik til forskellige lejligheder f. eks. musicals og teaterstykker. Desuden en hel del rock, pop og folkesange. Det er også blevet til et par pladeudgivelser.

Sangene bevæger sig i flere genrer, dog mest i den lettere melankolske folk-pop-stil. Med baggrund i Henrik Cornaby Elsters canadiske aner er sangteksterne ofte på engelsk. Koncerten byder på sange fra de tidlige 80’ere op til i dag.

 

Kl. 20: Suntan Trio

Suntan trio er særdeles aktive i det fynske musikmiljø. Når Adi, Søren og Jazper mødes, dyrkes musikken som motiverede øvetimer i hundredvis, som kræver blod, sved og tårer. Trioens valg af materiale er baseret på krævende trio-kompositioner. Med én sang ad gangen har Suntan opbygget et program, som gang på gang udfordrer musikernes tekniske og musikalske færdigheder. Kompositioner af gruppens egen pianist Adi Zukanovic fortolkes med overskud og ekstrem indlevelsesevne. Målsætningen for gruppen er en kontinuerlig og konstant udvikling, hvor sammenspillet lever af komplekse præcise aftaler. Sammen arbejder de under en unik ramme, de selv kalder Nordisk-Balkan-Latin-Jazz.

Lyt til trioen på www.suntan-trio.dk

 

Kl. 21: Sidsel Marie

Sidsel Marie er fjerde års studerende på Rytmisk diplom på det Fynske Musikkonservatorium. Sidsel Marie og band præsenterer en stemningsfuld akustisk koncert på Musikbiblioteket. Musikken ånder i et underfundigt univers skabt af en blanding af country, jazz og singer/songwriter pop. Sidsel Marie har skrevet en håndfuld personlige sange, der er både interessante, varme og vedkommende. Bestemt en sangskriver, der er værd at lægge øre til.

Lyt til Sidsel Marie på www.myspace.com/sidselm

 

Spil Dansk Dagen er støttet af Koda og Odense Musikudvalg.