Spring til indhold
Nyhed

Nye veje til at sikre ungdomsuddannelse til alle

30-04-2007

Nu sættes der øget fokus på at få alle unge til at fuldføre en ungdomsuddannelse.

 

Det sker gennem et samarbejde mellem alle, der har en aktie i at øge antallet af unge der gennemfører en ungdomsuddannelse. Indtil videre deltager de odenseanske uddannelsesinstitutioner, ungdommens uddannelsesvejledning, Børn – og Ungeforvaltningen, samt Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. Derudover vil arbejdsmarkedets parter også blive indbudt til at deltage i processen.

 

Gennem samarbejdet, samles trådene i forhold til alle igangværende projekter rettet mod målgruppen og samtidig er gruppen også med til at udvælge nye fokus- og indsatsområder.

 

Om det sker ved hjælp af en mentor, der vækker med en sms om morgenen, en ungdomsvejleder der tager fat i den unge efter at han for tredje gang har droppet sin praktikplads, eller gennem håndværkeren der udbyder mesterlære, er underordnet. Det centrale er, at der fokuseres på og arbejdes med at øge antallet af unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse.

 

- Jeg ser med spænding frem til at følge arbejdet, udtaler rådmand Jane Jegind. Det er afgørende, at vi går alternative vej og ikke forsøger at skrue den unge ned i allerede eksisterende tilbud. Både for samfundet og for den unge selv, er uddannelse jo vejen til et liv som selvforsørgende. Vi skal dog bare være bevidste om at der kan være mange veje til det samme mål, og det er mit håb at projektet kan være med til at iværksætte og tydeliggøre disse nye vej, udtaler Jane Jegind til slut.

 

Også hos Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, har man også høje forventninger til projektet.

- Med projektet tænker vi på tværs af både forvaltningerne, forskellige uddannelser og øvrige tilbud, udtaler rådmand Erik Simonsen. Ved at sætte fælles ind, kan vi forhåbentlig nedbringe antallet af unge der står uden uddannelse og derfor ofte bliver en del af systemet i social- og arbejdsmarkedsforvaltningen, når de passerer det 18. år, siger Erik Simonsen.

 

Projektet er en del af et projekt, som KL og Undervisningsministeriet har sat i gang og som løber over de næste 3 år. Derudover vil der også løbende ske et samarbejde med de øvrige 10 fynske kommuner omkring målsætningen.

 

Kontaktpersoner:

Jane Jegind, Børn - og Ungerådmand, tlf. 6551 5000

Erik Simonsen, Social- og Arbejdsmarkeds-

rådmand, tlf. 6551 4000