Spring til indhold
Nyhed

HEERUP 100 ÅR - Frodige fabler & fantasier

26-10-2007

Særudstilling på Fyns Kunstmuseum

3. november 2007 – 3. august 2008

 

Den folkekære og meget alsidige billedkunstner Henry Heerup ville den 4. november 2007 være fyldt 100 år. I den anledning viser Fyns Kunstmuseum sin store samling af Heerups malerier, grafik, og skulpturer.

 

Allerede i 1929 debuterede Heerup som maler. Derefter gik det slag i slag med deltagelse i udstillinger arrangeret af forskellige kunstnersammenslutninger, herunder, ’linien’, Høst og Cobra. I alt deltog han i over 1.000 udstillinger herhjemme og i udlandet, herunder i flere hundrede separatudstillinger.

 

Heerup pejlede sig ret hurtigt frem til sit helt eget univers, hvor han lystigt og aldeles uortodokst blandede elementer fra vidt forskellige tider og fra væsensforskellige steder: antik og nordisk mytologi, bibelens fortællinger, fremmede kulturers og hjemlig folkekunst, digtekunst, eventyr, natur og hverdagens liv. Især sidstnævnte spiller en markant rolle i Heerups kunst, idet han på underfundig måde beretter om alt fra elskovsakt og barnefødsler, over børns opvækst og voksnes gøremål til alderdom med død og begravelse. Med sin veludviklede indlevelsesevne formåede han at give sine skildringer af dagligdagens tildragelser på godt og ondt almengyldig karakter. Han arbejdede således helt i pagt med sin egen parole, om at "Al Kunst Bør Være Folkelig", og han blev i højeste grad anerkendt netop for sit umiddelbart tilgængelige udtryk.

 

De såkaldte ’skraldemodeller’ udgør et særligt kapitel i Heerups produktion. Fra barnsben var han opdraget til ikke at lade noget gå til spilde. Denne sparsommelighed skærpede hans sans for skrot i bred forstand. Bare en bortkastet genstand rummede et minimum af æstetisk kvalitet, blev den samlet op og gemt for siden at genopstå i hans fabelagtige ’skraldemodeller’, som man kan se flere eksempler på i udstillingen.

 

I tilknytning til udstillingen vises også billedkunstneren Jens Jørgen Thorsens film, Et år med Heerup fra 1968 samt et udvalg af Fyns Kunstmuseums Cobra-samling.

Størstedelen af Fyns Kunstmuseums Heerup-værker er testamentariske gaver fra den københavnske kunstsamler, Elise Johansen.

 

Yderligere information

fås ved henvendelse til samlingschef Anne Christiansen på tlf. 6551 4640.

 

Læs mere om udstillingen på http://museum.odense.dk/Aktuelt/Saerudstillinger/Heerup.aspx

Se flere PR foto her: http://museum.odense.dk/Aktuelt/Presse/Pressemeddelelse_2007/Heerup_100_aar/Pressefoto.aspx

 

Fyns Kunstmuseum

Jernbanegade 13, 5000 Odense C

Åbent tirsdag – søndag kl. 10.00 – 16.00

 

Entre voksne 40 kr. Børn og unge u. 18 år gratis.