Spring til indhold
Nyhed

Handicaprisen 2007

03-09-2007
 

Odense Kommunes Handicapråd og Albani uddeler Handicapprisen 2007.

 

Har man i årets løb ydet en særlig indsats for handicappede i Odense Kommune, er der mulighed for at vinde "Handicapprisen". Prisen på 10.000 kr. uddeles til en person, virksomhed eller organisation, som i særlig grad yder en indsats for, at handicappede i Odense Kommune kan deltage i samfundslivet på lige fod med andre.

 

Prismodtageren kan f.eks. være:

  • En erhvervsdrivende, der har gjort noget specielt for at integrere handicappede i sin virksomhed.
  • En butiksindehaver, der har øget tilgængeligheden til sin forretning.
  • En frivillig i en forening, der har arbejdet for at sikre handicappedes deltagelse i foreningslivet.
  • En hvilken som helst anden person, der uegennyttigt har arbejdet for at forbedre handicappedes forhold.

 

Sidste år gik prisen til John Pedersen. Baggrunden for tildeling var, at John Pedersen havde udarbejdet en kogebog, der i billeder og tekst hjælper især hjerneskadede til trin for trin at kunne lave mad.

 

Prismodtageren skal bo i Odense Kommune, og den særlige indsats, der danner baggrund for indstillingen, skal være kommet borgere i Odense Kommune til gode.

 

Afsløringen af årets prisvinder finder sted mandag den 3. december 2007 kl. 14.00 på Albani Bryggeriet. Udvælgelsen af prisvinderen sker på baggrund af indkomne forslag.

 

Har du forslag til en prisvinder, opfordrer Odense Kommunes Handicapråd dig til at indlevere en begrundet indstilling til Handicaprådet senest 1. oktober 2007.

 

Forslag sendes til Odense Kommunes Handicapråd, Rådhuset, Flakhaven 2, 5000

Odense C.