Spring til indhold
Nyhed

Det lokale beskæftigelsesråd: Fælles ansvar at få svage ledige med

13-03-2007

I en periode med godt gang i beskæftigelsen i Odense-området, er det vigtigt at få alle hænder i arbejde

- De fleste ledige finder hurtigt selv et nyt job, men det er en samfundsopgave også at få de svage ledige med, siger Jørgen Peter Holst, jobcenterchef i Jobcenter Odense.

 

- Vi i Jobcenter Odense har sammen med de private og offentlige virksomheder et fælles ansvar for at hjælpe de borgere, der ikke selv kan finde job. Det kan være unge mennesker, der ikke kommer i gang med en uddannelse. Eller sygemeldte, der skal afklares i forhold til at vende tilbage i deres tidligere job, eller som skal i gang med en nyorientering, eller flygtninge og indvandrere, fortsætter Jørgen Peter Holst.

 

Socialt ansvar en del af virksomhedskulturen

En af de virksomheder i Odense, der i høj grad følger opfordringen og påtager sig et socialt ansvar, er Micro Matic, der hovedsageligt producerer enkeltdele til fadølsanlæg.

- I Odense har otte procent af borgerne anden oprindelse end dansk – her i huset er der ansat 11 procent ud af vores 370 medarbejdere. Hovedtørklæde er i øvrigt ingen hindring. Vi giver folk en chance, så de kan vise, at de vil og har lyst. Derefter bliver de ansat på en tidsbegrænset kontrakt, og hvis kemien passer, og de arbejder godt, får de ansættelsesvilkår på lige vilkår med alle andre. Alle nye får tilknyttet en mentor, så vi er sikre på, at de både får fat i det arbejdsmæssige og det sproglige, forklarer tillidsmand på Micro Matic, Edwin Christoffersen.

 

Job er positivt for krop og psyke

Mouri Khodiada Kasso er kommet i job på den måde hos Micro Matic efter en kortere praktikperiode i produktionen med forskellige stansningsopgaver. Den 41-årige irakiske kvinde og mor til fire har for første gang i de snart otte år, hun har været i Danmark, fået et ordinært arbejde. Hun fortæller med stor glæde i stemmen:

- Jeg er meget mere glad, efter jeg er blevet ansat. Det er dårligt kun at sidde derhjemme og tænke på, hvad der sker i hjemlandet. Jeg fik ondt i kroppen og tænkte mest på familien i Irak og så nyheder på irakiske tv-kanaler. Tidligere så jeg hele tiden tv, og jeg havde ondt i kroppen og hovedet, og på et tidspunkt var jeg sygemeldt. Efter jeg har fået job, tænder jeg stort set ikke tv’et.

 

Det Lokale Beskæftigelsesråd i Odense udsender i denne uge anden avis (af to) med succeshistorier om det rummelige arbejdsmarked som led i en informationskampagne.Avisen kan downloades her.

 

Informationskampagnen er udarbejdet af NIRAS Konsulenterne.

Kontaktdata:

· Jørgen Peter Holst, jobcenterchef, Jobcenter Odense. Tlf.: 6551 4070 / 4031 1799

· Edwin Christoffersen, tillidsmand, Micro Matic. Tlf.: 6578 9116

· Anne Sophie Hensgen, konsulent, NIRAS Konsulenterne. Tlf.: 2373 9690