Spring til indhold
Nyhed

Bendt Bendtsen besøger Odense for at se kvalitet

15-01-2007

Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen besøger på mandag den 15. januar 2007 Odense Kommune for at se på kvalitet i kommunens tilbud. Besøget er et led i kvalitetsreformen, hvor ministrene tager rundt i kommunerne for at se eksempler på god kvalitet i de offentlige tilbud. Ministeren besøger sammen med sin konservative partifælle, borgmester Jan Boye, to steder i kommunens institutioner: Aktivitetshuset Freja i Vollsmose og Plejecentret Ærtebjerghaven. Pressen er velkommen til rundvisningen begge steder, hvor også rådmændene for de to forvaltninger: Børn- og Ungeforvaltningen og Ældre- og Handicapforvaltningen vil være repræsenteret.

 

Aktivitetshuset Freja giver tryghed og hurtig hjælp

Når man skal til jordemoder, skal man ét sted hen. Sundhedsplejersken har åbent hus et andet sted, og når børnene begynder i dagpleje, skal man udfylde papirer, som sendes et helt tredje sted hen. Det er svært og lidt af en overvindelse for mange af Vollsmoses kvinder at finde rundt i kommunens forvaltninger og afdelinger. Derfor åbnede man i Vollsmose for cirka to år siden aktivitetshuset Freja, hvor jordemødre, sundhedsplejersker, pædagoger og dagplejere sidder i den samme bygning. Freja tilbyder jordemoderkonsultation, sundhedspleje, dagplejeadministration og mor-barn aktivitet.

Kvaliteten i Aktivitetshuset Freja består i, at de fire faggrupper sidder i samme hus. Når den gravide mor kommer til jordemoder, har hun ofte sine børn med, og hvis de på en eller anden måde har brug for støtte, er der mulighed for at reagere hurtigt.

For familierne i Vollsmose er aktivitetshuset et trygt og overskueligt sted. Mødrene får tæt kontakt til medarbejderne og oplever i det hele taget, at der bliver gjort en sammenhængende indsats for dem.

 

Indflydelse og kvalitet i de ældres hverdag

Ærtebjerghaven hører til Odense Kommunens "nye" plejeboliger, det vil sige plejeboliger der er opført i forhold til tanken om leve/bo miljø. Tankegangen i Leve/bo miljø er, at der arbejdes på en ny måde omkring beboernes livskvalitet.

Ærtebjerghaven består af fem huse, som hver rummer 9 2-rumsboliger med eget bad og toilet.

De enkelte boenheder er indrettet som bofællesskab, hvor beboernes lejligheder er indrettet som selvstændige boliger. Den enkelte bolig er kombineret med et større fællesareal, så hver beboer i fællesskab med personale og de øvrige beboere i enheden har indflydelse på sin hverdag.

Fællesarealerne er indrettet så den lille gruppe beboere i fællesskab med personale både kan lave mad, spise og lave aktiviteter.

I Odense er plejeboligmassen inden for de sidste 5 år ombygget eller nybygget så ca. halvdelen af de 1173 boliger er organiseret i forhold til Leve/bo tankegangen.

 

 

 

Pressen er velkommen til at være med på rundvisningerne som finder sted:

9.00-9.30 i Aktivitetshuset Freja, Birkeparken 124, 5240 Odense NØ

10.30-11.00 på Plejecenter Ærtebjerghaven, Ærtebjerghaven 41, 5270 Odense N

Det er ikke nødvendigt at tilmelde sig.