Spring til indhold

Odense indkalder til ny budrunde for det nye teater- og musikhus

Interessen for Odenses nye teater- og musikhus har været stor. Fem danske og udenlandske konsortier har budt ind på opgaven – alligevel vælger kommunen at lade budrunden gå om på grund af formelle fejl i konsortiernes ansøgninger.

 

Odenses storstillede satsning på et nyt musik- og teaterhus bliver nu udskudt et par måneder. Kommunen har fået fem seriøse prækvalifikationsansøgninger fra forskellige danske og udenlandske konsortier på byggeriet og driften af det nye hus, men tre af ansøgningerne overholder ikke de formelle krav til et EU-udbud. Odense Kommune mener, at to dialogpartnere er for smalt et felt til at sikre fuldt udbytte af den kommende dialogproces, og derfor vælger kommunen at lade budrunden gå om.

 

"Det er selvfølgelig vigtigt for os, at vores nye teater- og musikhus bliver varetaget af den rette partner, og vi har valgt at lave en ny budrunde, så alle ansøgere har mulighed for at rette eventuelle formelle fejl," siger Pia Bay, projektleder i Odense Kommunes By- og Kulturforvaltning. "Byggeriet er et såkaldt OPP-projekt – Offentlig Privat Partnerskab – i konkurrencepræget dialog og er den første af sin slags i Odense. Derfor er det vigtigt for os, at vi sikrer så bredt et konkurrencegrundlag som muligt. Det er jo hensigten med valg af netop denne udbudsform."

Beslutningen om at indkalde til en ny budrunde får en mindre indflydelse på det samlede projekt, og Odense Kommune forventer at kunne vælge en partner i efteråret 2007 og herefter igangsætte byggeriet i løbet af 2008.

 

1 milliard til kulturen i Odense

"Odense satser hårdt på kulturen, og vores nye teater- og musikhus er en del af Odenses kulturstrategi, der for alvor skal sætte byen på det kulturelle landkort i Danmark," siger Anker Boye, rådmand i Odense Kommune. "Samlet bliver der tilført 1 milliard til kulturen i Odense over 10 år, så vi mener det alvorligt og har afsat stærke ressourcer til at løfte opgaven. Vi glæder os til at vælge en dygtig partner, der skal stå for Odenses nye teater- og musikhus."

Selve prækvalifikationen til det nye teater- og musikhus er foregået på traditionel skriftlig vis, men i en såkaldt konkurrencepræget dialog. Dette betyder, at prækvalifikationen er en hybrid mellem et traditionelt udbud, hvor hele tildelingsprocessen foregår på skrift, og udbud efter forhandling. Udbudsformen må kun anvendes ved indgåelse af særlige kontrakter som OPP-kontrakter.

 

Tanken med konkurrencepræget dialog er, at der skal være et betydeligt spillerum for at finde frem til innovative og spændende løsninger i dialogen mellem udbyderen og tilbudsgiveren. Der er derfor ikke udarbejdet detaljerede anvisninger i udbudsmaterialet, men man har i stedet fokuseret på at beskrive de ønskede funktioner som en udfordring til tilbudsgiverne.

 

Odense Kommunes rolle

Odense Kommune er bestiller og ansvarlig for at gennemføre projektet. Kommunen har i samarbejde med Det Fynske Musikkonservatorium, bestillerådgiveren Carl Bro og Kammeradvokaten udarbejdet et komplet sæt udbudsmateriale, som sikrer, at dialogen med ansøgerne fra start kan gennemføres på et konkret grundlag.

 

Kulturstrategien

Odense Kommune vedtog i 2004 en ambitiøs kulturstrategi bestående af 8 særlige indsatsområder, der skal opfylde den overordnede vision om at gøre Odense til "Danmarks Kreative By". Læs mere om strategien på www.odense.dk/kulturstrategi

 

For yderligere oplysninger, kontakt:

Pia Bay

Projektleder i Odense Kommune

Tlf.: 65 51 26 53

E-mail: pbc@odense.dk