Spring til indhold

Nyt fra Kvarterløft Styregruppen i Vollsmose

Pressemeddelelse fra formanden og næstformanden i Kvarterløft Styregruppen i Vollsmose

 

Formanden og næstformanden i Kvarterløft Styregruppen bakker op om Odense Kommunes indsats og opfordrer til at styrke demokratiseringsprocessen.

Kvarterløft Styregruppen er en bredt sammensat gruppe i Vollsmose, nedsat af Odense Byråd. Medlemmerne er udpeget og består af lokale beboere, byrådspolitikere, politi, det lokale forretningsliv, foreninger, integrationsråd og ældreråd og ungdomsråd, samt lokale embedsmænd. I Kvarterløft Styregruppen bliver emner, der vedrører kvarterløftet i
bydelen, vendt.

 

Vi – formand og næstformand for kvarterløftstyregruppen – vil gerne knytte en kommentar til sagen, der i den seneste uge har trukket store veksler på de beboere, der har deres dagligdag i Vollsmose. Vi ærgrer os over, at vores bydel endnu engang skal lægge overskrifter til handlinger, som vi naturligvis herude tager kraftigt afstand fra.

 

Kvarterløft Styregruppen har i en årrække arbejdet intensivt med at få løst de problemer, der knytter sig til bydelen, hvor en stor del af det integrationsarbejde, der pålægges samfundet, har været samlet. Og vi er fuldstændigt klar over, at vi ikke er ved vejs ende med dette arbejde, men kun godt begyndt. Den indsats skal efter vores bedste overbevisning fortsætte uanset hvad den forestående retssag så end må komme frem til.

 

Der bliver arbejdet intensivt med demokrati og systemforståelse, der er forudsætningen for udvikling, både i Vollsmose, men også i den integrationsproces, der er så vigtig for resten af landet. Derfor skal dette arbejde styrkes og intensiveres. Vi bakker derfor 100 % op om Odense Kommunes tiltag i forhold til de
grupper herude, der i løbet af næste uge skal informeres og inddrages i forhold til den sag, der fortsat præger bydelen.

 

Vi opfordrer Vollsmoses beboere til at samarbejde med kommune og politi, så vi kan hjælpe hinanden med, at Vollsmose fortsat skal være et trygt sted at bo. For det mener vi, som begge bor herude, at det er – trods anholdelser. Vi har en hverdag, der kører videre og måske er lidt mere kedelig end det ry, vi nu endnu engang har fundet frem og pudset af.

 

Kontakt:
Johnny Andreassen, Formand, Kvarterløftstyregruppen. Tlf. 27875351
Ra Ryan Olesen, Næstfmd. Kvarterløftstyregruppen. Tlf. 31 26 20 83

 

Borgmesterforvaltningen

Vollsmosesekretariatet

Vollsmose Allé 18
Postbox 120
5240 Odense NØ

 

www.odense.dk/vollsmose

Tlf. 65 51 18 81
Fax 63 10 50 81
E-mail
vollsmosesekr.bmf@odense.dk

DATO

14.10.2006