Spring til indhold

Odense Kommune tør hvor andre tøver

Nemmere, hurtigere, billigere - Det er grunden til, at Odense Kommune fra november i år har valgt at indføre digitale lønsedler til alle ansatte i Odense Kommune.  

 

Odense og Odder er de første, men flere følger trop...

Odense og Odder Kommune er indtil videre de eneste kommuner, som har valgt at gennemføre ordningen for samtlige ansatte, men en række andre kommuner er også på vej til helt eller delvist at skrotte den papirbaserede lønseddel. Det gennemføres bl.a. i erkendelsen af, at flere og flere oplysninger i dag formidles via internettet. Odense Kommunes serviceydelser til borgerne er i høj grad en del af den udvikling, som gerne skulle fungere godt og professionelt.

Ved at introducere e-Boks for de ansatte effektiviseres forsendelsen af post mellem kommunen og dens ansatte. Samtidig forventer Odense Kommune at kunne spare 500.000 kr. hvert år ved ordningen.

Stadsdirektør Jørgen Clausen: - Der er ingen tvivl om, at det her er en rigtig god ordning. I Odense Kommune ønsker vi at udnytte de digitale selvbetjeningsmuligheder optimalt og ved at indføre digitale lønsedler til vores medarbejdere vil de nu kunne fungere som ambassadører for resten af borgerne i kommunen.  

 

Digitale lønsedler - hvad så med de ansatte?

Lønsedlen fra oktober måned er netop dumpet ned på borde og i postkasser hos ansatte i Odense Kommune. Udover de normale informationer om løn indeholdt brevet også en information, som har affødt alt fra stor glæde over stille undren til decideret vrede: "Dette er den sidste lønseddel, du som ansat i Odense Kommune får på papir."

Fra kommunens side er man bevidst om, at ordningen ikke er problemfri. Derfor har man også etableret en hotline i Odense Kommune, hvor folk kan stille spørgsmål til den digitale lønseddel, ligesom der er arrangeret workshops i samarbejde med KompetenceCenter HR, hvor medarbejdere kan blive undervist i brugen af e-Boks og den digitale lønseddel.

For særlige medarbejdergrupper, som hverken har adgang til computer privat eller på arbejdspladsen, er der desuden mulighed for at søge midlertidig dispensation fra ordningen.  

 

For nærmere oplysninger kontakt: Chefkonsulent Svend Erik Sørensen i KompetenceCenter HR tlf.: 65 51 13 28, e-mail: ses@odense.dk eller Projektleder Stine Reinholdt Hansen, Kommunikation tlf:. 65 51 10 23, e-mail: srha@odense.dk