Spring til indhold

Odense Kommune i parløb med privat virksomhed

Pressemeddelelse udsendt den 10. august 2005

 

For at udvikle og effektivisere lønadministrationen i Odense Kommune åbner kommunen nu døren for et tæt og forpligtende samarbejde med en privat virksomhed.

Økonomiudvalget i Odense Kommune har på sit møde i dag besluttet at sætte gang i en proces, der giver mulighed for at etablere et partnerskab med en privat virksomhed om kommunes lønadministration.

Partnerskabet skal bidrage til at udvikle og modernisere området. Bl.a. ved at varetage lønadministrationen for Odense Kommune og evt. andre kommuner samt mindske udgifterne.

 

- Fordelen ved et offentligt-privat partnerskab frem for en udlicitering er, at Odense Kommune som medejer af selskabet har indsigt i og indflydelse på udviklingen af selskabet, siger borgmester Anker Boye, der ser gode muligheder i at udnytte de forskellige styrker i et tæt samarbejde mellem en privat og offentlig virksomhed.

 

- Viden og erfaring fra den kommunale verden får tilført en ekstra dimension ved et samarbejde med en privat partner. Og kommunen slipper ikke helt tøjlerne, og ved derfor hele tiden, hvordan tingene udvikler sig, udtaler Anker Boye

Tankerne omkring offentligt-privat partnerskab er forholdsvis ny og uprøvet i en dansk sammenhæng. Hvor mange virksomheder, der byder ind på opgaven, er derfor vanskeligt at forudsige. Men går det efter planen kan kommunen inden udgangen af året indgå en aftale med en virksomhed.

 

Flere oplysninger kan fås hos borgmester Anker Boye på telefon 65 51 10 00.