Spring til indhold

Ny indsats for trygt natteliv i Odense

Trygt natteliv i Odense
- restauratører og kommune går sammen i fællesindsats

 

Restauratørerne i Odense går nu sammen med Odense Politi og Odense Kommune aktivt ind i en ny indsats, der skal gøre det endnu mere trygt at færdes i det odenseanske natteliv. Det står fast efter et møde mellem parterne i går den 6. september:

 

- Justitsministeriet og Det Kriminalpræventive Råd har vist stor interesse for vores "Trygt nattelivs"-projekt og vi vil - på baggrund af de positive signaler fra restauratørerne - nu sende en ansøgning om støtte til Justitsministeriet, fortæller formanden for Bevillingsnævnet i Odense, borgmester Anker Boye.

 

Med forslaget til et mere trygt natteliv sættes der ind på tre fronter: Dels vil man tilbyde ansatte på caféer, restauranter mv. kurser i bl.a. konflikthåndtering, rusmidler og førstehjælp. Det andet område, hvor man vil sætte ind er en "Gå-i-byen-kampagne" målrettet byens 18-23 årrige og endelig lægges der op til, at man - i samarbejde med Justitsministeriet - igangsætter forskning på området, bl.a. for at resultaterne fra Odense-projektet kan bruges i andre områder af landet.

 

- Jeg er utrolig glad for den opbakning, der var på mødet med restauratørerne. Det skal være trygt at færdes i nattelivet i Odense og det kræver at alle parter står sammen, hvis det skal lykkes, siger Anker Boye.

 

Han bakkes op af Odenses politimester Lars Rand Jensen, der også deltog i mødet:

- Det er klart, at vi ikke skal glemme de unges forældre, som også har et ansvar, men politiet kan også gøre en indsats. Vi har en stor viden bl.a. i, hvordan vi bedst håndterer konflikter. Det har store gevinster - også menneskelige - for alle, hvis vi kan undgå de værste voldsepisoder og dæmme mere op for misbrug af rusmidlerne blandt de unge, siger Lars Rand Jensen, der tilføjer, at problemerne ikke er værre i Odense end i andre storbyer eller for så vidt på landet.

- Men nu har vi chancen for i fællesskab at sætte ind.

 

Flere oplysninger kan fås hos politimester Lars Rand Jensen, tlf. 66 14 14 48 eller hos

borgmester Anker Boye på telefon 65 51 10 00.