Spring til indhold

Banebrydende samarbejde om løn og pension i Odense Kommune

 

Med virkning fra 1. januar 2006 overtager et nystiftet selskab, Visma Services Odense A/S, opgaven med at administrere løn og pension for Odense Kommunes ca. 18.000 medarbejdere. Selskabet ejes 49% af Odense Kommune og 51% af Visma Services Danmark A/S.

Odense Kommune bliver med etableringen af dette selskab foregangskommune, idet det er første gang, at der på området kommunal administration etableres et selskab i fælleseje mellem en kommune og et privatejet selskab.

 

Stadsdirektør Jørgen Clausen udtaler i forbindelse med kontraktindgåelsen:

"Selskabet er et spændende eksempel på, at offentlige myndigheder og private virksomheder kan samarbejde om kommunale opgaver indenfor økonomi og løn. Set i sammenhæng med den forestående kommunalreform, kan denne samejeform give ny muligheder for kommunerne til at udlicitere kommunale opgaver".

Kontrakten løber i 5 år. I tilknytning til kontrakten tilbydes 36 kommunale medarbejdere ansættelse i det nye selskab.

Det er hensigten, at det ny fællesejede selskab fremover skal markedsføre ydelser indenfor kommunal løn og regnskab til kommuner på Fyn og i Jylland.

"Denne kontrakt og det ny selskab underbygger den vækststrategi, som Visma Services har fulgt i en årrække" udtaler adm. direktør Peter Lauring.
"For Visma Services er det en særdeles positiv udvikling, at vi med denne aftale får mulighed for at etablere en betydelig enhed i Odense, hvilket ligger i naturlig forlængelse af vor ambition om at være landets førende leverandør af ydelser indenfor løn og økonomi".

"I dag løser Visma Services løn- og regnskabsopgaver for bl.a. 40 af Danmarks største virksomheder tillige med lønadministration for adskillige kommuner. Denne opgave og samarbejdet med Odense Kommune giver os en synlig position på det kommunale marked for lønadministration, og vil kunne bane vejen for et samarbejde mellem andre kommuner og Visma Services", siger Peter Lauring.

 

Mange nye arbejdspladser i Odense

I forlængelse af selskabsdannelsen etablerer Visma en forretningsenhed i Odense. Målet for de kommende år med denne nye forretningsenhed er at etablere en samlet enhed med 100 medarbejdere, der skal arbejde med løn og økonomi – både kommunalt og privat.

Visma Services beskæftiger i dag 150 medarbejdere med hovedsæde i Herlev. Visma Services er delejet datterselskab af norske Visma Services ASA, der beskæftiger 1.200 medarbejdere indenfor outsourcing af økonomi og løn. Visma ASA er noteret på børsen i Oslo.

 

For eventuelle spørgsmål henvises til stadsdirektør Jørgen Clausen , Odense Kommune, telefon 65 51 10 01 og

adm. direktør Peter Lauring, Visma Services, telefon 70 27 31 30.