Spring til indhold

Interaktive infoskærme i Odense C

Den 21. april 2005 indvier Odense Kommune seks interaktive infoskærme i bymidten. Skærmene fungerer som elektroniske byguides, så du med et tryk med fingeren kan få adgang til information om byen 24 timer i døgnet. Via indbyggede hot spots bliver det muligt via egen pc at logge sig gratis på internettet i det offentlige byrum.

 

Tryk på Odense 24 timer i døgnet… 

Spørgsmålene kan være mange, når du står midt på gaden som vildfaren eller eventyrlysten turist. Eller hvis du ønsker at få et overblik over dagens kulturelle tilbud:

- Hvad sker der i Odense lige nu?

- Hvor får jeg inspiration til en tur rundt i Odense med mine gæster?

- Hvor ligger den nærmeste italienske restaurant?

- Hvor er det nu lige Rosenbæk Torv ligger?

- Kan jeg nå at sende en fødselsdagshilsen til min mor?

- Hvor varmt er det lige nu?

 

Med et tryk med fingeren på de nye interaktive skærme er svarene, inspirationen og informationen lige inden for rækkevidde 24 timer i døgnet på både dansk, engelsk og tysk. Og informationerne kan du tage med dig videre på mobiltelefonen eller sende dem hjem til e-mailen. Og så kan du da lige benytte chancen for via det indbyggede kamera at sende en anderledes og personlig foto- eller videohilsen fra Odense.

 

Hot Spots

Et Hot Spot gør det muligt via egen pc at logge sig gratis på internettet. Få adgang til hele verden midt på Flakhaven. Tjek din mail på Brandts Klædefabrik eller få de seneste fodboldresultater, mens du venter på bussen. Tag din studiegruppe under den ene arm og pc´en under den anden og nyd en cappucino, mens I arbejder.

 

Til at begynde med bliver det muligt at benytte hot spot funktionen via infostanderen ved Odense Turistbureau. Inden for kort tid vil de øvrige fem hot spots også være aktive. Odense er den første by i Danmark, der kører et pilotprojekt, hvor der tilbydes gratis internet i det offentlige byrum.

 

Hvor går du hen, når du søger svar?

Du kan gå på opdagelse med infoskærmene som er placeret på:

- Klingenberg (2 stk.)

- Odense Turistbureau

- Hjørnet af Vestergade/Kongensgade

- Brandts Klædefabrik

- Sortebrødre Torv

- Odense Banegårdcenter (under etablering)

- Outlet Fyn (under etablering)

 

Et moderne Odense

Med de interaktive infoskærme træder Odense i 200 året for H.C. Andersens fødselsdag ind i en moderne fortælling om et Odense, der er med på forreste række, når det gælder den nyeste teknologi. Et Odense, der på én gang rummer historien og fremtiden.

 

Odense Kommune har realiseret projektet med støtte fra EU-projektet Liveable City, der er samfinansieret af den europæiske regionale udvikllingsfond (ERDF) gennem Interreg IIIB North Sea Region Program.

 

For flere oplysninger om infoskærmene, kontakt:

 

Jette Flinch Nyrop, Projektleder Liveable City/Odense Kommune

jfn@odense.dk

Tlf. 65 51 25 05

Mobil 20 40 55 38

 

Lisa Meisner, informationsmedarbejder Liveable City/Odense Kommune

lhme@odense.dk

Tlf. 65 51 27 57

 

Ole Worregaard, informationskonsulent, Informationstjenesten/Odense Kommune

owh@odense.dk

Tlf. 65 51 10 22