Odense Kommune og Røde Kors Odense går sammen om at sikre støtte og omsorg for byens ældre
Nyt partnerskab mellem Odense Kommune og Røde Kors Odense skal sikre, at de ældste odenseanere også i fremtiden får den støtte og omsorg, de har brug for. Partnerskabet skal bl.a. skabe tryghed og relationer for de ældre, der får hjælp fra hjemmeplejen samt styrke det lokale sikkerhedsnet for byens ældre.
Et nyt partnerskab mellem Odense Kommune og Røde Kors Odense skal styrke trygheden og de menneskelige relationer for ældre med beskedent netværk. Det skal bl.a. ske gennem et samarbejde mellem frivillige og det fagpersonale, der kender de ældre. Formålet er, at flere af de ældre, der f.eks. får hjælp af hjemmeplejen, bliver en aktiv del af det lokale fællesskab. Det skal bidrage til at forebygge, at ensomhed og isolation øger behovet for hjælp hos den enkelte.
Rådmand Brian Dybro (SF) glæder sig over partnerskabet:
- Vi har i mange år talt om at øge samarbejdet med frivillige, men vi er ikke for alvor lykkedes med det, fordi medarbejderne helt naturligt har travlt med at løse de opgaver, som er den professionelle del. Men det betyder altså, dels at vi har ældre i byen, som savner nærværende relationer, dels at vi som samfund misser den forebyggende effekt, det har at have en hverdag med aktivitet og samvær.
Et element i partnerskabsaftalen bliver derfor også prøvehandlinger, hvor medarbejdere i 1-2 af ældreplejens faste, tværfaglige teams sammen med frivillige fra Røde Kors
skal eksperimentere med nye måder at støtte og drage omsorg for de ældre, der får hjælp af ældreplejen.
Fremtidens ældrepleje kalder på samarbejde
Forebyggelse bliver afgørende i fremtiden, hvor ældreplejen kommer under pres. Eksperter peger på, at flere ældre i de kommende år vil få brug for mere komplekse indsatser fra sygehuse og kommuner, samtidig har kommunerne allerede nu vanskeligt ved at besætte de ledige stillinger, fordi arbejdsstyrken skrumper.
Derfor har landets kommuner herunder Odense i disse år travlt med at finde veje til at løse velfærdsopgaverne på nye måder, f.eks. ved at indføre faste, tværfaglige teams samt at anvende skærmbesøg og andre digitale løsninger, men også civilsamfundet forventes at komme til at spille en større rolle i fremtiden.
En af landets største civilsamfundsorganisationer er klar. I efteråret 2024 vedtog Røde Kors i Danmark nemlig en ny strategi for det nationale arbejde med den klare ambition at tage et større ansvar i et udfordret velfærdssamfund.
Formand for Røde Kors i Odense Lone Schultz Hedemand fortæller, at de frivillige i Odense er klar:
- Vi ønsker at være der, hvor der er brug for os. Kendetegnende for de fleste frivillige er, at de gerne vil yde en indsats og gøre en forskel, hvor det virkelig kan mærkes. Det er vores vågetjeneste, hvor frivillige skaber tryghed hos den døende i livets sidste timer, et eksempel på. På samme måde har vi en stærk indsats gennem vores Besøgstjeneste og flere sociale caféer rundt omkring i byen, hvor frivillige bygger relationer og skaber fællesskaber, der modvirker ensomhed og giver mennesker mulighed for at være en del af noget større.
Med et nyt og tæt samarbejde mellem fagprofessionelle i hjemmeplejen og frivillige vil vi for alvor komme tæt på nogle af de ældre med størst behov. Nemlig de ældre, der sidder alene derhjemme, og som ikke formår at række ud. Det er en gruppe, vi traditionelt har svært ved at nå, men samtidig en gruppe, der vil have stor menneskelig værdi af den frivillige indsats.
Rådmand Brian Dybro supplerer:
- Ambitionen er netop at skabe større tryghed og livsglæde hos de ældre, som savner fællesskab og aktivitet, men som har svært ved selv at komme ud og finde vej i deres lokalområde. Det lidt mere langsigtede mål er også, at samarbejdet kan være med til at åbne lokalsamfundet op for de ældre, der har et meget beskedent netværk. Så de ældre vil opleve, at deres lokale sikkerhedsnet bliver stærkere. Det er vigtigt i en tid, hvor mange oplever, at pårørende bor langt væk. Her er det så værdifuldt at blive set af andre. Det er netop det, civilsamfundet og frivillige kan bidrage det.
Fakta: Fremtidens ældrepleje i Odense
Ældre- og Handicapudvalget i Odense Kommune vedtog i efteråret 2024 en vision for fremtidens ældrepleje. Visionen og de tilhørende visionspejlemærker skal imødegå den såkaldte dobbeltdemografiske udfordring, hvor stigningen i antallet af ældre over 80 år resulterer i flere ældre med komplekse plejebehov, samtidig med at arbejdsstyrken skrumper.
Odense Kommunes seneste beregninger viser, at kommunen kommer til at mangle ca. 700 medarbejdere i 2030. 400 ud af de 700 er det øget antal medarbejdere, der er behov for, i takt med at målgruppen af +80 årige odenseanere stiger. De øvrige 300 dækker over nuværende medarbejdere, der er på vej på pension.
Brug af billeder
Partnerskabsaftalen blev underskrevet mandag eftermiddag på Plejehjemmet Frederiksbroen. Ved begivenheden deltog bl.a. også frivillige fra Røde Kors' Vågetjeneste og en af lederne fra plejehjemmet samt pårørende Lars Eggers, der mistede sin mor for ca. fire uger siden.
Parterne var inviteret for at fortælle om det eksisterende samarbejde mellem plejehjemmets personale og frivillige fra Røde Kors - og ikke mindst om betydningen af frivilliges indsats i livets sidste timer.
Vedhæftede fotos må anvendes ved kreditering af Pia Størup, Røde Kors Odense.
Rådmand Brian Dybro, mobil 24 62 11 18
Formand Røde Kors Odense Lone Schultz Hedemand, mobil 50 69 71 89
Pressekonsulent Annette Wognsen Frederiksen, mobil 24 21 31 29