Spring til indhold
Nyhed

Egeprocessionsspinderen: Næste fase af larvebekæmpelsen går i gang 2. maj

01-05-2025

Tidligere på året blev flere hundrede gamle reder fjernet fra egetræer i det sydøstlige Odense. Nu går arbejdet i gang med at bekæmpe levende larver i det samme område. Arbejdet udføres af de samme virksomheder, som har fjernet de gamle reder.

Solskin og varme temperaturer betyder, at egeprocessionsspinderen er begyndt at klække, og derfor går bekæmpelsen af larven nu ind i en ny fase. Larven er på nuværende tidspunkt i stadie 1 og er ufarlig for sine omgivelser. Den udvikler først sine brandhår i stadie 4, hvor den kan blive et ubehageligt bekendtskab. Odense Kommune arbejder bl.a. tæt sammen med Københavns Universitet samt de to virksomheder, Rentokil og Sparvath, om at blive klogere på tidspunktet for stadie 4.

Arbejdet går i gang

Fra den 2. maj vil de to virksomheder Rentokil og Sparvath igen arbejde ved de berørte egetræer i det sydøstlige Odense. Bekæmpelsen vil ske ved, at Rentokil udfører en biologisk bekæmpelse, mens Sparvath står for varmebehandling og for at fjerne nye reder.

Den biologiske bekæmpelse består i, at der sprøjtes et bakterielt stof på egetræernes blade. Larverne får bakterien i sig, når de tygger sig igennem bladene og knopperne på træerne, og derefter dør de. Bakterien bliver hurtigt nedbrudt i naturen igen, og produktet er ikke skadeligt for andre dyr, planter, træer eller mennesker.

Som i første fase af bekæmpelsen bliver der sat skilte op i forbindelse med arbejdet, og områderne bliver spærret af under arbejdet. Man kan fortsat færdes frit i områderne, så længe man holder sig uden for afspærringen og undlader at røre ved larver, reder og de egetræer, som de lever i.

-  Forvaltningen gør en stor indsats for at begrænse larvernes udbredelse, og nu går arbejdet ind i en ny fase. Jeg vil igen opfordre alle til at følge de anbefalinger, der er udarbejdet sammen med Styrelsen for Patientsikkerhed. Det er dog også vigtigt at sige, at man sagtens kan færdes i området, så længe man bliver på stierne, siger by- og kulturrådmand Søren Windell.

Et nyt bekendtskab i Danmark

Der er stadig ikke konstateret reder fra egeprocessionsspinderen andre steder i Danmark, og da bekæmpelsen af larven er en helt ny opgave, har By- og Kulturforvaltningen i hele forløbet været i tæt dialog med myndigheder, eksperter fra Københavns Universitet og fagpersoner fra udlandet, som har erfaring med larverne.

I første fase af arbejdet blev der fjernet omkring 1000 gamle reder fra egetræer primært langs Ørbækvej og Niels Bohrs Allé i det sydøstlige Odense.

Anbefalinger udarbejdet i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed:

  • Undgå kontakt med larver, både døde og levende og med larvens reder eller vegetation/jord omkring træer, hvor der har været larver.
  • Ved kontakt med larvens hår, er der risiko for hudreaktioner som kraftig kløe og udslæt. Der ses ligeledes øjen- og luftvejsirritation, og i sjældne tilfælde vejrtrækningsbesvær.
  • Ved kontakt, kan man forsøge at fjerne hårene ved forsigtig afskyldning, efterfulgt af et bad med mere grundig afvaskning. Ved øjensymptomer skylles øjnene. Forsøg at undgå spredning af hår i hjemmet, og vask tøjet ved mindst 60 grader.
  • Oplever man kraftige symptomer eller vejrtrækningsbesvær efter kontakt med larverne, anbefales det at søge lægehjælp.

Dit dyr - f.eks. hest, hund eller kat - kan også være uheldig at komme i kontakt med larven og vil kunne opleve samme symptomer som dig. Vær derfor særligt opmærksom på dit dyrs velbefindende, hvis I færdes i de områder, hvor larven er set.

Du kan læse mere om Odenses Kommunes arbejde med larven her: www.odense.dk/grøninfo .

Kontaktinformation

Søren Windell, By- og kulturrådmand, Odense, kontakt via pressetelefon 6551 2080

Anders Skovgaard Madsen, Kontorchef, Fritid, Park og Vej, By- og Kulturforvaltningen, Odense Kommune, kontakt via pressetelefon 6551 2080

Morten Sparvath, Ejerleder, Sparvath, tlf. 4412 4440

Claus Schultz, Teknisk chef, Rentokil, tlf. 2099 1027