Odense Kommune går ind i kampen for flere bloddonorer
Der er akut og samfundskritisk mangel på bloddonorer. Derfor går Odense Kommune nu sammen med foreningen Bloddonorerne i Odense om kampagnen Odense Kommune Gi'r Liv. Kampagnen skal inspirere kommunens godt 14.000 ansatte til at blive donorer og dermed give blod til dem, der har brug for det. Det sker blandt andet ved hjælp af ambassadører, som er fundet blandt kommunens ansatte.
- Da jeg fødte tvillinger, fik jeg selv brug for en masse blod. Derfor vil jeg gerne dele ud af det blod, jeg nu selv har i overskud. Man mærker jo ikke, at det mangler, siger Dorthe Rasmussen, som er en af de nyslåede ambassadører for kampagnen Odense Gi'r Liv.
Og blodet er der brug for. Lige nu er der en aktuel mangel på over 1.500 bloddonorer og gennemsnitligt 50 ledige booking-tider på daglig basis i blodbanken i Odense.
Det er virkeligheden for Bloddonorerne Odense, som står for at indsamle odenseanernes blod og plasma.
Manglen på donorer er aktuelt samfundskritisk, og derfor går Odense Kommune nu ind i sagen. I dag lancerer kommunen en kampagne i samarbejde med Bloddonorerne i Odense, som skal inspirere kommunens godt 14.000 ansatte til at melde sig som donor.
- Hvis ikke der er blod og plasma nok i vores blodbanker, så får det direkte konsekvenser for patienter, der har brug for det. Vores kerneopgave i Odense Kommune er omsorg og sundhed, og vores ansatte udfører hver dag et stort arbejde for at sikre dette. Jeg håber derfor også, at mange har lyst til at tilmelde sig denne vigtige sag, og samarbejde med Bloddonerne Odense for at sikre det blod, der er så stærkt brug for, siger Tommy Hummelmose, rådmand, Sundhedsforvaltningen i Odense Kommune.
I praksis kommer medarbejderne i kommunen de næste tre uger til at møde ambassadører på en lang række af kommunens arbejdspladser. Ambassadørerne er fundet blandt deres kolleger og er udvalgt på baggrund af deres personlige relation til blod- og plasmadonation. De har blandt andet sagt ja til at lægge navn og ansigt til tryksager og flyers.
Havde selv brug for blod
Hos Bloddonorerne Odense er man begejstrede for samarbejdet med Odense Kommune om den interne kampagne.
- Det gør os vildt glade, at Odense Kommune bakker op om den vigtige sag. Vores frivillige kæmper hver dag for at komme i kontakt med så mange potentielle donorer, som muligt, og det lykkes især, når vi kan tage til store odenseanske begivenheder som Tinderbox eller H.C. Andersen Marathon. Med kommunens hjælp får vi direkte adgang til tusindvis af mennesker, og det har en kæmpe værdi, siger Thomas Kaa, formand for Bloddonorerne Odense.
Også ambassadørerne, som har meldt sig til at hjælpe, er glade for at kunne gøre en forskel.
- Da jeg fødte tvillinger, fik jeg selv behov for blod. Derfor meldte jeg mig lige så snart, jeg måtte efter den karantæne, som en fødsel medfører, siger Dorthe Rasmussen, skolelærer på Højby Skole.
Kampagnen 'Odense Kommune Gi'r Liv' begynder officielt 15. januar og slutter 2. februar.
Fakta om kampagnen
- Samarbejdskampagnen kører fra uge 3 til uge 5, hvor kampagnemateriale vil være synligt på en lang række af kommunens arbejdspladser.
- Målet er at reducerer antallet af manglende donorer på 1.500
- Kampagnen er baseret på frivillighed og Odense Kommune respekterer de ansattes ret til ikke at ønske at donere blod. Af persondatamæssige årsager vil kommunen heller ikke føre tilsyn med hvor mange, endsige hvilke, medarbejdere, som melder sig som donorer.
Ønsker du selv at læse mere om bloddonation og melde dig som bloddonor allerede nu, kan du læse mere på www.bloddonor.dk.
For nærmere information, kontakt:
Sundhedsforvaltningen og/eller sundhedsrådmand Tommy Hummelmose via presseansvarlig Joachim Næshave Christensen, telefon: +45 20 23 17 36