Spring til indhold
Nyhed

Bæredygtig trafifkdag

15-09-2021

Lørdag den 18. september kl. 11.00-15.00 er der Bæredygtig Trafik-dag på Flakhaven. Her kan du blive klogere på de mange muligheder for et mere bæredygtigt valg af transportmiddel.

Bæredygtig Trafik-dag handler ikke om at få dig til at droppe bilen - den er uundværlig for mange familier. Dagen tilbyder dig derimod at blive klogere på de forskellige muligheder. Måske er kombinationen af flere forskellige bæredygtige transportformer netop det rigtige for dig.

Hvornår kan det for eksempel betale sig at skifte diesel- eller benzinbilen ud med en elbil? Og kan en cykel - måske en elcykel eller ladcykel - være et bæredygtigt alternativ til bil nummer to?

På Bæredygtig Trafik-dag kan du suge viden til dig om elbiler, delebiler, samkørsel, ladcykler, elcykler, el-løbehjul, busser og letbane. Du kan også få en introduktion til at finde den optimale rute på Rejseplanen, få lavet et pendlertjek hos FynBus eller høre mere om Odense Letbane, og hvordan busserne kommer til at køre i Odense, når letbanen kommer i drift.

Kommer du på cykel, kan du få smurt kæden og pumpet dækkene, ligesom banen er sat op til cykelleg for de mindste, der dog selv skal medbringe cykel eller løbecykel og hjelm.

580 tons CO2 fra biler hver dag  

Odense vokser, og det betyder, at flere skal kunne komme omkring i byen hver eneste dag - gerne på en sund og bæredygtig måde. Odense Kommune har nemlig en ambitiøs målsætning om, at den daglige transport i byen i stigende grad skal være bæredygtig.

- Vi vil sikre, at flere borgere får mulighed for at tage det grønne valg, når de transporterer sig, fordi vi har et ansvar for at passe på vores klima. Vi har alle brug for at komme rundt i det daglige, og det gør faktisk en stor forskel, hvis vi kan ændre vores transportvaner. Både moderne elbiler og flere cykelture kan være blandt de ændringer, som betyder, at vi sammen knækker kurven på den stigende CO2-udledning. Men det er vigtigt, at det ikke får en socialslagside, hvor odenseanere, der ikke har andre muligheder end bil, fortsat kan bruge den, uanset om det er geografiske eller økonomiske udfordringer, der gør sig gældende siger by- og kulturrådmand Christoffer Lilleholt (V).

I 2019 udgjorde privatbilisme 28% af den samlede CO2-udledning i Odense. Hver dag udledes der dermed 580 tons CO2 fra bilture i Odense.

53% af odenseanernes ture foretages i bil, 23% af turene foregår på cykel, 21% af turene til fods og 3% med offentlig transport. I dag udgør de bæredygtige ture 47%.

Odense har mere end 200.000 indbyggere, og mere end 80.000 biler er indregistreret i kommunen. Der er de seneste 11 år sket en stigning i bilejerskabet på 28%. Til sammenligning har befolkningsvæksten i samme periode været 8,5%. Den odenseanske bilpark består primært af benzin- og dieselbiler. Pr. 1. januar 2021 var lige knap 2% af de odenseanske biler elbiler eller plug-in hybridbiler.

Fakta

Flakhaven lørdag den 18. september kl. 11.00-15.00

- med god plads mellem standene og håndsprit på alle stande

Mød:

Swapfiets, Elbilforeningen, Odense Letbane, FynBus, Cyklistforbundet Odense

Cyklisternes By, Odense Kommune:

- Cykelservice for cyklister - få pumpet dækkene og smurt kæden

- Information om Odense Rundt og Cyklisternes By

- Cykelleg for de mindste - medbring egen cykel og hjelm

- Prøv en elcykel og en ladcykel

Forhandlere, der fremviser elbiler:

- Terminalen

- Autohuset Vestergård

- P. Christensen A/S Mercedes-Benz

- Bilhuset Ronald Carlsen A/S Peugeot Odense S

www.odense.dk

Kontaktinformation

By- og Kulturforvaltningens pressetelefon: 6551 2080