Spring til indhold
Nyhed

DR Ultra får hjælp af elever fra Odense 

30-05-2017

Børn og unge ved mere om jalousi, likes, mobning og forelskelse, end voksne gør. Derfor skal de hjælpe med DR Ultra med gode idéer til afsnit af Tv-serien Klassen, når kanalen besøger musikhuset Posten i Odense den 30. maj.

I samarbejde med Børn- og Ungeforvaltningen inviterer DR elever fra Odense skoler til at finde på nye afsnit til "Klassen", en fiktionsserie på DR. Eleverne skal hjælpe med at skrive manuskriptet til et afsnit ved at dele ud af deres egne erfaringer til arrangementet "Klassen Live", som foregår i bl.a. Odense. 

Rådmand for Børn- og Ungeforvaltningen, Susanne Crawley, R, glæder sig over, at elever fra Odense kan hjælpe andre.


- Jeg ved, at der er mange ting, der fylder i hovederne på børn og unge. Det er selvfølgelig dem selv, der bedst ved, hvad det er. Jeg er glad for, at vores børn og unge kan hjælpe hinanden og andre ved at deltage i det her arrangement, siger Susanne Crawley, R. 

Set på TV

Klassen er en fiktionsserie, der handler om livet i en typisk folkeskoleklasse i Danmark. I serien bliver store og små emner, som fylder i hoveder og hjerter hos mellemtrinnets elever, taget op.

- Det kan være svært at snakke om følsomme emner, når det gælder ens personlige liv. Til "Klassen Live" bruger vi fiktionen som katalysator for at tale om de ting, der har betydning for deres egen trivsel. Vi lærer samtidigt at se hverdagens med deres øjne, frem for at bruge vores egen voksen-logik til at regne ud hvad der optager dem. Det tror vi, der kan komme noget rigtig stærkt ud af - både for børnene og for os, siger Andrea Buch Aasholm, der er projektleder og producent på arrangementet.

Også Børnetelefonen og Børns Vilkår er med i projektet. De kan med deres viden skabe endnu mere kvalificerede problemstillinger.

- Eleverne, der deltager, lærer først og fremmest, hvad en god historie er. Men derudover er det også en oplevelse for dem at være med til at skabe noget, de kender fra TV. Der kommer blandt andre skuespillere fra serien, som deltager for at fortælle, hvem de er i virkeligheden i forhold til de karakterer, de spiller - og så for at kaste stjernestøv over projektet selvfølgelig, siger Andrea Buch Aasholm.

På dagen vil der blive afholdt to arrangementer. Først et for 3.-4. klasser og derefter 5.-6. klasser. Hvert arrangement har ét emne og idéerne skal bruges til ét afsnit. Eleverne skal være med til at forme afsnittet ved en række afstemninger og ved snak i plenum. I alt har over 1000 elever meldt sig som deltagere.

Et dannelsesperspektiv

Børn- og Ungeforvaltningen har i år ekstra fokus på dannelse. Når Klassen besøger Odense, kommer emner på dagsordenen, som kan styrke dannelsen af eleverne. De skal have mod til at snakke om de problemer, man kan have som ung i Odense. 

- Vi byder alle muligheder for at sætte fokus på dannelse velkommen her i Odense. Dannelse er nemlig med til at skabe fundamentet for, at børn og unge bliver tolerante og modige. Det gør de blandt andet ved at fortælle om deres eget liv og lytte til andres, siger Susanne Crawley, R.

Kontaktinformation

Skolekonsulent i Børn- og Ungeforvaltingen: Knud Henning Jensen, tfl.: 29 29 11 17

Skolekonsulent i Børn- og Ungeforvaltingen: Line Maiken Egebak, tlf.: 51 42 88 84

Projektleder ved DR: Andrea Buch Aasholm, mail: abuc@dr.dk