Susanne Renée Grunkin bliver stadsarkitekt i Odense Kommune
Det er en af de store stemmer inden for bæredygtig og grøn byudvikling, der 1. september sætter sig i stolen som Odenses nye stadsarkitekt.

54-årige Susanne Renée Grunkin er tidligere formand for Danske Landskabsarkitekter og i dag senior kreativ leder i Arkitema, hvor hun også har været kompetenceleder for bæredygtighed. Men fra 1. september bliver det altså hende, der får en nøglerolle i arbejdet med at transformere og videreudvikle Odense som en by, man ikke vil gå glip af.
- Susanne Renée Grunkin har fagligheden til at få realiseret de politiske visioner for udviklingen af Odense, og hun kan sige sin mening og inspirere og motivere investorer, bygherrer og rådgive politikere, siger Søren Windell, rådmand for By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune.
Odense Kommune er bl.a. i gang med at fortætte bymidten, transformere Vollsmose og en hel ny bydel venter forude, når det nuværende OUH flytter til det nye supersygehus.
Selv lægger Susanne Renée Grunkin ikke skjul på, at den nyoprettede stilling som stadsarkitekt i Odense kan noget ganske særligt. For hende er det en drømmestilling, et fagligt kald.
Odense Kommune har ifølge Susanne Renée Grunkin et enestående potentiale - ikke som en kopi af Aarhus eller København - men som en by, der går foran i balancen mellem by og natur foruden vækst og hensynet til det nære.
- Vi kan ikke bygge os ud af kriser, men gennem bytransformation med omtanke kan vi opnå indbydende, klimaambitiøse, grønnere og socialt og økonomisk inkluderende byer. Odense kan blive den by, som med en sund model for vækst insisterer på at give mere tilbage, end den tager, siger Susanne Renée Grunkin.
Susanne Renée Grunkin sidder i Concitos advisory board for klima og bynatur, og hun kender Odense Kommune godt fra sine to perioder i Odense Arkitekturråd. Hun har desuden internationalt udsyn - hun er netop valgt som delegat for Danske Landskabsarkitekter til den internationale og den europæiske sammenslutning for landskabsarkitekter IFLA og IFLA Europe.
- Med valget af Susanne Renée Grunkin får Odense en stadsarkitekt, som kan sikre både realisering og sammenhæng mellem Bystrategi 2023, +5000-projektet og arbejdet med byens rum og derigennem sætte en progressiv retning for de mange projekter, der kommer til at præge udviklingen af Odense, siger byudviklingschef i By- og Kulturforvaltningen, Birgitte JTK Nielsen.
Kort om Susanne Renée Grunkin:
Susanne Renée Grunkin er uddannet landskabsarkitekt fra KVL i 1997, senest har hun siddet i Concitos advisory board for klima og bynatur foruden styregruppen for Green Cities DK på vegne af Danske Landskabsarkitekter. Hun bor i Skodsborg med sin mand Michael Grunkin, og sammen har de et hus i Hesselager på Østfyn.
Kort om stillingen som stadsarkitekt:
Stadsarkitekten skal som leder af en håndfuld nøglemedarbejdere etablere og forankre funktionen og manifestere sig som en vigtig dialogpartner i interne og eksterne fora med mandat i Odense Bystrategi og arkitekturstrategi - herunder også som sparringspartner for byråd og by- og kulturudvalg.
Stadsarkitektens kontor skal sikre en tværfaglig sammenhæng for en smuk og bæredygtig by med ambitiøse projekter som udviklingen af en ny bydel på det nuværende OUH, Odense Indre Havn og nye erhvervsområder i Odense.
By- og kulturrådmand Søren Windell og Susanne Renée Grunkin via presseansvarlig Morten Vilsbæk på 6551 2080
Byudviklingschef Birgitte JTK Nielsen på tlf. 2152 5080