Spring til indhold
Nyhed

Ny velfærd venter ældre og mennesker med et handicap i Odense

28-08-2012

Borgerne i Odense Kommune kan godt forberede sig på, at tilbuddet fra Ældre- og Handicapforvaltningen bliver anderledes i løbet af de næste tre år. 20 forskellige innovationsprojekter skal nemlig på én gang skabe både billigere og bedre velfærd for borgere med funktionsnedsættelse.

Velfærden bliver anderledes

De 20 projekter skal understøtte den gennemgribende organisationsomlægning, som Ældre- og Handicapforvaltningen har iværksat med det klare mål at støtte den enkelte borger i at genoptage et meningsfuldt hverdagsliv og klare sig mest muligt uden hjælp fra kommunen.

- Det bliver ikke bare billigere og bedre, det bliver også anderledes for både borgere og medarbejdere, udtaler rådmand Jane Jegind (V), der forventer at møde både glæde og frustration hos borgerne.
 
- Der er borgere, som har været vant til at få en ydelse hos os, som nu og i fremtiden vil kunne opleve, at den ydelse ændrer sig eller måske helt forsvinder, hvis borgeren enten kan trænes op til at klare sig selv igen eller på anden vis kan klare sig uden vores hjælp eller med mindre hjælp, lyder det fra Jane Jegind.
 
Bedre og billigere

Det er først og fremmest tilgangen over for borgerne, der ændrer sig, og som på sigt betyder et helt andet møde med Ældre- og Handicapforvaltningen – og helt andre ydelser.
 
Ældre- og Handicapforvaltningen er nemlig konsekvent ved at indføre den såkaldte rehabiliterende tilgang, hvor medarbejderne i fx hjemmeplejen går fra at yde kompenserende hjælp til at træne og støtte den enkelte i at genvinde kræfterne til at kunne klare sig uden eller med mindre hjælp fra kommunen. Det gør de med udgangspunkt i borgerens egne mål og i en koordineret tværfaglig indsats.
 
- Vi kalder det bedre og billigere, fordi vi tager udgangspunkt i, at de fleste ønsker at klare sig selv. Derfor går vi ind og støtter den enkelte i at opnå størst mulig selvstændighed. Det mener vi er bedre for den enkelte, og samtidig er det billigere for kommunen, fortæller Jane Jegind.
 
Plan for fremtidens udfordringer

Med den vedtagne plan for omlægningen af Ældre- og Handicapforvaltningen har politikerne samtidig fået et redskab, der imødekommer de økonomiske udfordringer, som Ældre- og Handicapforvaltningen står i nu og i årene frem. Planen er dynamisk, og der vil løbende blive tilføjet nye projekter, når nye behov eller ny viden opstår.
 
- Med den her plan er vi på forkant med de udfordringer, vi står i og over for. Vi ved, hvilken vej vi skal. Det giver os tid og mulighed for at udvikle og nytænke ydelserne til borgerne i stedet for at lave massive nedskæringer, fortæller Jane Jegind.


Kontaktinformation

Rådmand Jane Jegind, mobil 20 91 10 31 
Direktør Helene Bækmark, mobil 51 77 73 25 
Presseansvarlig Annette Wognsen Frederiksen, mobil 21 17 24 84

Opdateret 03-08-2015