Spring til indhold
Nyhed

Kontanthjælpsmodtagere i Odense skal være sundere

30-01-2007

 Kontanthjælpsmodtagere i Odense skal være sundere. En sund livsstil øger nemlig livskvaliteten og på sigt mulighederne for at komme i job. Sundhedsstyrelsen og Odense Kommune indgår nu et samarbejde om at højne sundheden blandt en udvalgt gruppe kontanthjælpsmodtagere i Odense.

 

Sundhedsstyrelsen inviterer Odense Kommune til at være modelkommune i arbejdet for at styrke socialt udsatte personers evne til aktivt at påvirke egen sundhed og dermed livskvalitet.

 

Odense Kommune er hermed en af de i alt seks kommuner, der af Sundhedsstyrelsen inviteres til at indgå i samarbejdet om at nå og hjælpe udsatte grupper i samfundet. Projektet bærer navnet "Lighed i sundhed" og har til formål at udvikle metoder, der kan føre til større lighed blandt forskellige samfundsgrupper i Danmark – bl.a. inden for sundhed. I Odense er den udvalgte målgruppe på ca. 500 kontanthjælpsmodtagere.  

 

Jørgen Clausen, Stadsdirektør i Odense Kommune siger: - Det er vores erfaring, at en meget væsentlig barriere for beskæftigelse eller beskæftigelsesrettet aktivering bl.a. skyldes sundhedsrelaterede problemer. Vi har i Odense Kommune allerede indsamlet stor viden på området – bl.a. på baggrund af flere sundhedsfremmende projekter. Spørgsmålet er nu, hvad vi konkret gør med denne viden, og hvordan vi udvikler redskaber, der kan hjælpe nogle af vores mere udsatte kontanthjælpsmodtagere og på sigt bringe dem tættere på arbejdsmarkedet.  

Jørgen Clausen hilser derfor initiativet fra Sundhedsstyrelsen velkommen. Projektet skaber nemlig god mulighed for at sætte endnu større fokus på problemet og for at sætte konkrete tiltag i gang, der kan højne kontanthjælpsmodtagernes bevidsthed om f.eks. alkohol, rygning og motion. Sundhedsstyrelsen har bevilliget fire millioner kroner til Odense Kommune, der allerede på torsdag går i gang med at udarbejde konkrete handleplaner for det videre sundhedsfremmende arbejde.

 

Projekt "lighed i sundhed" er i Odense et samarbejde mellem mange instanser, men er primært forankret i Jobcenteret, Socialcenteret og Sundhedscenteret. Projektet kommer til at indeholde både en generel miljøindsats med fokus på sund mad, røgfrie miljøer og fysisk aktivitet og individuelle tilbud målrettet de enkelte kontanthjælpsmodtagere.

 

Sundhedsstyrelsen har i perioden 2006 – 2009 afsat 20 millioner til de seks modelkommuners arbejde.  

 

Yderligere oplysninger:

Jørgen Clausen, Stadsdirektør – 40 43 44 24 / 65 51 10 01

Britt Toftgård, Sektorchef – 65 51 41 00