Spring til indhold
Nyhed

Odense er frontløber med velfærdsteknologi til ældre

12-09-2007

Odense Kommune er med i et omfattende EU-projekt, der skal skabe en fælles platform for udviklingen af teknologiske hjælpemidler til ældre. Det giver danske teknologi-virksomheder mulighed for at være med helt fremme på et af fremtidens store forretningsområder, og det giver de ældre udsigt til teknologiske løsninger, der gør det nemmere at være gammel.

 

Erling på 92 er på vej til at tage sit morgenbad. Da han åbner døren ind til brusekabinen, lyder en stemme fra en lille højttaler på væggen: "Erling, du har glemt at lægge din skridsikre måtte på plads". Det havde Erling også for et år siden. Dengang trådte han ud på gulvet med våde fødder for at få fat i sit håndklæde. Han faldt og brækkede hoften. I dag bliver han hjulpet af det personlige sikkerhedssystem, han har fået installeret i huset. En lille sensor i måtten registrerer, at den ikke ligger på sin plads og advarer Erling over højtaleren.

 

Efter badet åbner Erling medicinskabet for at tage sin pille. Igen lyder en stemme over højttaleren: "Erling, du tog en pille i går, og du skal kun tage din pille hver anden dag. Du skal derfor ikke tage din pille i dag."

 

Teknologien i scenariet her vil blive afprøvet i Odense i løbet af få år. Et omfattende EU-projekt, der skal udvikle og teste en række teknologiske hjælpemidler til ældre, er skudt i gang. En af de 21 medvirkende i projektet er Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense Kommune. Odense Kommune skal være med til at teste og evaluere forskellige teknologiske hjælpemidler og være med i idéudviklingen og formidlingen af projektet. Projektets formål er at skabe en fælles teknologisk platform for udviklingen af hjælpemidler til ældre, og Odense Kommune vil med sin deltagelse både være med til at påvirke udviklingen af en ny europæisk platform og få et forspring i kendskabet til fremtidens højteknologiske løsninger. Derfor kan Odense Kommunes deltagelse blive en stor fordel for både odenseanske og danske firmaer, der ønsker at udvikle hjælpemidler og velfærdsteknologi til den nye platform.

 

- Det er utroligt spændende at være med forrest i feltet på det her område, fordi det kun er fantasien, der sætter grænser, udtaler rådmand for Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense Kommune Søren Thorsager. - Det er oplagt at bruge velfærdsteknologi på ældreområdet, fordi vi på den måde vil kunne hjælpe rigtig mange ældre til bedre at kunne hjælpe sig selv, og det er netop det, langt de fleste ønsker. Tænk hvis vi i fremtiden ikke længere behøver at tale om ensomme og svage ældre, fordi vi har fundet løsninger, der gør det muligt for alle at bevæge sig ud i samfundet. Dog har vi som politikere et stort ansvar i forhold til udviklingen, fordi der er lang vej endnu, før teknologien bliver så udviklet. Det er vigtigt at huske, at velfærdsteknologien aldrig må eller kan erstatte den menneskelige omsorg, som rigtig mange ældre har brug for, understreger han.

 

Udviklingen af de teknologiske hjælpemidler skal være med til hjælpe og understøtte de ældres sikkerhed, mobilitet og sociale integration – og i det hele taget hjælpe dem med deres daglige aktiviteter. Projektet er dermed også med til at håndtere problemet med de manglende hænder i plejesektoren, vi har udsigt til i fremtiden. Vigtigst er det selvfølgelig, at en øget grad af selvhjulpenhed vil øge livskvaliteten for de ældre, og at det samtidig reducerer udgifterne til pleje og omsorg.

 

Fakta om projektet

PERSONA-projektet (PERceptive Spaces prOmoting iNdependent Aging) er et EU-projekt, der løber over 3,5 år, og som har et budget på cirka 90 mio. kr.

 

I Danmark deltager ud over Odense Kommune også MedCom på vegne af Region Syddanmark, og der er derudover partnere fra Spanien, Grækenland, Norge, Tyskland og Italien med i projektet. Projektets hjemmeside er:
www.aal-persona.org

 

Kontaktoplysninger

Projektleder Troels Vilms Pedersen fra Odense Kommunal Ældrepleje kan kontaktes for yderligere oplysninger om projektet på tvp@odense.dk eller tlf. 6551 3116.