Spring til indhold

Sygeplejerske til Skibhusgruppen

Skal du være vores nye sygeplejerske i Skibhusgruppen?
 
Vi har fået flere borgere, og derfor søger vi en sygeplejerske til et årsvikariat, som har lyst til at blive en del af vores fantastisk gruppe!

Prioriterer du et højt fagligt niveau? Udvikling? Kvalificeret sparring? Stabilitet og sammenhold? Glæde og humor i arbejdsdagen? Så passer du godt til gruppens 18 sygeplejersker! Er du den rigtige for os, er vi klar til at byde dig velkommen med åbne arme.

Om os
Skibhusgruppen er en udekørende tværfaglig gruppe, som udover os sygeplejersker består af social- og sundhedshjælpere/assistenter samt fysio- og ergoterapeuter. Vi leverer sygepleje, hjemmepleje og træning til omkring 450 borgere med høj mestringsevne og med midlertidige eller vedvarende fysiske funktionsnedsættelser. Der er et stort flow af borgere i gruppen.

Vi har base på Vollsmose Allé 22. Vi er netop flyttet i nye og spændende lokaler, og ser i den forbindelse frem til at skabe en bedre måde at arbejde med det tværfaglige, som du i høj grad kan være med til at forme. Vi dækker bydelen; Skibhus, Risinge, Vollsmose, Seden og Bullerup.

Hos os er der højt til loftet, og intet er umuligt, før det er afprøvet. For os er det grundlæggende, at vi passer på, hjælper og støtter hinanden. Vi har fokus trivsel og social kapital.

Om jobbet
Vores borgere hører til i Forløb Fysisk Funktionsnedsættelse. Dvs. borgerne er som hovedregel kognitivt velfungerende, men har en eller flere fysiske udfordringer.

Opgaverne er mangeartede, men kan fx være:
  • Administration af medicin med udgangspunkt i FMK.
  • Sårbehandling.
  • Kompressionsbehandling.
  • Stomipleje.
  • Sondeernæring.
  • Parenteral ernæring.
  • Palliation til terminale forløb i alle faser.
  • Psykisk pleje og omsorg til borgere og pårørende påvirket af sygdom og/eller i krise.
  • Dokumentation, planlægning og koordinering af opgaver og borgerforløb.
Udgangspunktet er altid at gøre borgeren så uafhængig af hjælp som muligt, så oplæring af borgere er en stor del af mange af opgaverne. Herudover deltager vi alle i uddannelse af sygeplejestuderende sammen med de to af vores kolleger, der er kliniske vejledere.
 
Vi er organiseret i 3 teams med 4-5 sygeplejersker i hvert. 1 team arbejder med borgere i forløb på op til 12 uger med ekstra fokus på rehabilitering og 2 af teamene arbejder med borgere med vedvarende eller langtidsvarende behov. Alle borgerne skal udredes sygeplejefagligt, indsatser og opgaver skal planlægges og udføres i samarbejde med borgeren. Nogle borgere modtager kun sygepleje, mens andre er en del af en større tværfaglig indsats, hvor vi samarbejder med vores tværfaglige kolleger.
 
Vi kører som regel i bil, men vi cykler også. Vi arbejder udelukkende i dagvagt med vagt hver 4. weekend. 
 
Om dig
Vi drømmer om at få en åben, positiv og engageret kollega, som:
  • Kan bidrage med arbejdsglæde og godt humør.
  • Er omsorgsfuld, anerkendende og empatisk over for borgere, pårørende og kolleger.
  • Byder ind med stabilitet og loyalitet over for gruppen.
  • Evner at samarbejde og er monofagligt stærk.
  • Trives med at arbejde selvstændigt, målrettet og træffe beslutninger i varierende og indimellem pressede situationer. 
  • Ser muligheder frem for begrænsninger.
  • Har kørekort, mestre IT og gerne 2 års erfaring efter endt udddannelse.
Kan du se dig selv i jobbet, kan vi love dig nogle fantastiske og hjælpsomme kolleger, der ikke går af vejen for et godt grin sammen, samtidig med at vi lægger stor vægt på høj faglighed.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation.
Den ledige stilling er et étårs vikariat på 32-37 timer ugentlig. Tiltrædelse så hurtigt som muligt.

Vil du vide mere?
For yderligere oplysning om stillingen er du velkommen til at kontakte Skibhusgruppens rehabiliteringsleder Eva Nabild på 6551 3304/2174 9090 eller assisterende rehabiliteringsleder Rikke Hylding på 6551 3963/2325 0785 eller sygeplejerske Vibeke Beith på 2249 3324.

Du er også meget velkommen til at komme på en rundvisning.

Det praktiske
Ansøgningsfristen er 24. februar 2020. Samtaler forventes afholdt 26. februar 2020.  




Odense Kommune betragter mangfoldighed som en styrke og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn, religion, etnisk tilhørsforhold og handicap.

Fakta

Jobområde
Social, Sundhed, Omsorg og Personlig pleje
Ansøgningsfrist
24-02-2020
Arbejdstid
Fuldtid, Deltid
Varighed
Vikariat
Tiltrædelse
Hurtigst muligt

Kontaktperson

Eva Grønlund Nabild
65513304
Rikke Hyldig Clausen / Vibeke Beith
65513969 / 22493324