Spring til indhold
Nyhed

Uændret ledighed i Odense

28-02-2020

De nyeste ledighedstal fra Danmarks Statistik viser, at den sæsonkorrigerede ledighed i januar 2020 er 4.551 fuldtidspersoner. Det svarer til 4,7 % af arbejdsstyrken i Odense Kommune. De nye tal betyder, at ledighedsprocenten i Odense er uændret fra december 2019 til januar 2020.

Januars uændrede ledighed kommer efter, at ledighedstallet faldt 0,2 procentpoint i december måned.

- Det er frustrerende, at ledighedstallet er stagneret igen, for det her handler jo først og fremmest om, at så mange odenseanere som muligt får chancen for at blive en del af fællesskabet på en arbejdsplads. Derfor har vi også i Beskæftigelses- og Socialudvalget vedtaget en slutspurt med fokus på de grupper, hvor ledigheden er størst, hvor vi bl.a. sætter ind med ekstra indsatser overfor akademikere, et stærkt fokus på opkvalificering af ufaglærte og brancherettet danskundervisning til de ledige, der har problemer med sproget, siger rådmand Brian Dybro.

Udover de indsatser, der allerede er vedtaget, så fokuserer rådmanden på vigtigheden af et stadigt tættere samarbejde med erhvervslivet, uddannelsesinstitutionerne og de faglige organisationer.

- I Beskæftigelsesalliancen har vi allerede et godt og givende samarbejde, og vi har en rigtig god dialog med Syddansk Universitet om at skabe et endnu tættere samarbejde om af få flere akademikere i job. Jeg er ikke i tvivl om, at netop samarbejde er nøglen til at få ledigheden endnu længere ned. Der er ingen - hverken kommune, faglige organisationer eller erhvervslivet, der kan gøre det alene.

For hele landet er ledighedsprocenten ligeledes uændret fra december 2019 til januar 2020. I hele landet er ledighedsprocenten i januar 2020 3,7 %.

Odense indtager en 6. plads i ledighedsplaceringen i januar 2020. Dvs. Odense har landets 6. højeste ledighedsprocent. I december 2019 havde Odense ligeledes landets 6. højeste ledighedsprocent.

Den aktuelle ledighedsprocent er 4,8 % svarende til 4.698 fuldtidspersoner.

Kontaktinformation

Politiske kommentarer til udviklingen i ledighedstal rettes til rådmand Brian Dybro på 24 62 11 18

Henvendelser vedr. pressemeddelelsen i øvrigt rettes til stabschef Simon Krogh på 30 60 05 22