Spring til indhold
Nyhed

Rådmand sætter undersøgelse om bleer i gang

12-11-2013

- Det er meget svært at acceptere, når man ikke længere selv kan klare toiletbesøget. Derfor er vores opgave som kommune også, på en respektfuld og værdig måde, at støtte den ældre i den situation. Det indebærer naturligvis også at sørge for, at den ældre ikke får gener af at sidde i en våd ble, udtaler ældrerådmand Jane Jegind (V), der omgående har bedt forvaltningen se nærmere på den enkelte sag.

 

Undersøgelse sat i gang

Jane Jegind har også bedt forvaltningen undersøge, om der er tale om et enkeltstående tilfælde:

 

- Medarbejderne gør en kæmpe indsats på det her område. Vi har i flere år haft massivt fokus på inkontinens. Inden der gives en blebevilling, er der altid et tæt samarbejde mellem en inkontinenssygeplejerske og borgerens praktiserende læge, der vurderer, om der er behov for udredning, eksempel genoptræning. Og de borgere, som får en ble-bevilling, får samtidig også en individuel handleplan netop for at sikre en målrettet og individuel indsats for den enkelte borger, fortæller Jane Jegind og fortsætter:

 

- Med de oplysninger, der er kommet frem i dag, ønsker jeg for alles skyld et klart billede af, hvordan situationen ser ud på de enkelte plejecentre, botilbud og i hjemmeplejen. Den enkelte borger og dennes pårørende skal være tryg, men vi skal også som samfund være trygge ved, at vores ældrepleje er, som vi ønsker den.

 

Jane Jegind slutter af med at slå fast, at en ble-bevilling i Odense Kommune ikke gives som erstatning for toiletbesøg:

 

- Medarbejderne skal altid tilbyde toiletbesøg der, hvor borgeren med hjælp fra personalet kan komme på toilettet. Hvor ofte er selvfølgelig med udgangspunkt i den enkeltes konkrete behov.

 

Fakta om kontinens-pleje

Odense Kommune arbejder målrettet med kontinens-pleje – både i forhold til forebyggelse og træning, så borgerne i videst muligt omfang kan klare toiletbesøget selv, og i forhold til støtte borgere med en ble-bevilling, så de oplever færrest mulige gener. Uddannelse er også et fokusområde. Alle plejecentre, bosteder og hjemmeplejegrupper har således kontaktpersoner, som er uddannet i kontinenspleje. Det er dem, der sikrer, at der hele tiden gives den støtte og træning, som den enkelte borger har behov for. Ligesom de mødes flere gange årligt for at dele erfaringer og være opdateret på nyeste viden.

 

Fakta om en ble-bevilling

Det er vigtigt at understrege, at en ble-bevilling ikke nødvendigvis betyder, at borgeren har ble på hele døgnet. Det kan fx være en gigtplaget kvinde, som godt kan hjælpes på toilettet i løbet af dagen, men som om natten ikke orker at blive taget op af sengen, måske endda flere gange, men hvor hun blot ønsker ro til at sove.