Spring til indhold
Nyhed

Psykisk udviklingshæmmede udgiver professionel CD

20-04-2010
Efter næsten et år i studiet udkommer BALI’s 4. CD. Det er den kendte bassist og producer Bo Gryholt, der har produceret CD’en. Han har bl.a. spillet sammen med Kim Larsen og Anne Linnet. BALI afholder releasekoncert på Kulturmaskinen onsdag d. 21. april kl. 19.30.

For første gang har BALI valgt at bruge en professionel producer til at hjælpe i studiet. Bo Gryholt har sørget for, at alle sange har fået en sidste overhaling inden de blev indspillet, hvorefter han i mikseprocessen har stået for det endelige lydbillede i musikken.

BALI er et band med otte psykisk udviklingshæmmede voksne, der arbejder som professionelle musikere og har prøvet rigtig meget. De skriver deres egen musik, optræder på diverse festivaler herhjemme og har rejst rundt og givet koncerter i Japan. Deres niveau er utrolig højt, og derfor var tiden inde til at få en professionel producer på banen, fortæller musiker og musikterapeut Gerhard Pischinger om baggrunden for samarbejdet med Bo Gryholt.

- Det har været en meget anderledes oplevelse, fortæller Rolf W. Larsen om samarbejdet. - Han har været inde og pille en del ved vores musik. Set på teksterne, sangopbygning og på hvert eneste instrument. Det har skabt større harmoni.
- Det betyder ikke, at vi har lavet sangene helt om. Men personligheden i sangene kommer mere frem, så du bedre kan mærke, hvad de handler om, fortæller Benjamin Solberg, der med sine 21 år er den yngste i gruppen. Han er også den sidst ankomne og har været en del af BALI i to år.
CD’ens ti originale numre dækker over vidt forskellige emner som dagligdagens små uheldigheder over en hyldest til Ærø-skibet Bona Vista til en forelskelse under Japan turneen. Også musikalsk favner gruppen vidt, fra hårde Rocknumre over country-inspirerede sange til blide ballader. I hvert eneste nummer formår gruppens ni medlemmer samtidig at skabe et meget originalt og spændende klangunivers, der supplerer den traditionelle rockguitar med mange forskellige instrumenter.

Releasekoncert den 21. april 2010
Den 21. april er officiel releasedato for den nye CD. I den anledning inviterer BALI til reception og koncert i Kulturmaskinen i Odense kl. 19.30. Gruppen vil spille et par numre fra CD’en, hvorefter den kan erhverves til specialpris – og selvfølgelig med autograf, hvis det ønskes.

Om BALI
Det hele begyndte som et musikeksperiment for snart ni år siden, hvor forsøget var, om otte psykisk udviklingshæmmede voksne kunne være professionelle musikere. Det kan de, har det vist sig, og projektet er siden blevet et permanent tilbud i Handicap- og Psykiatriafdelingen i Odense Kommune.
- Det er dejligt, at viften af dagtilbud er så bred, at man som udviklingshæmmet også kan beskæftige sig professionelt med kreative fag som musik, udtaler rådmand Jane Jegind. - Det giver den enkelte borger større muligheder for at vælge beskæftigelse ud fra interesse og talent.
Tre af de otte bandmedlemmer har, lige som projektlederen Gerhard Pischinger, været med fra begyndelsen. Gerhard indgår som musiker i bandet på lige fod med de andre medlemmer. Fælles for dem alle er, at musikken er og altid har været en integreret del af deres liv, og flere af dem har arvet passionen fra deres forældre.

Yderligere oplysninger
Musikterapeut Gerhard Pischinger, Kulturhuset Odense Kommune, mobil 31 59 49 39
Konsulent Else Jermiin, Ældre- og Handicapforvaltningen, mobil 65 51 39 23
www.balimusic.dk