Spring til indhold
Nyhed

Nyt laboratorium skal fremme børn og unges interesse for naturvidenskab, teknologi og digitalisering

05-05-2021

Odense Kommune indgår samarbejde med LIFE Fonden: Onsdag den 5. maj skydes samarbejdet i gang, når LIFE Fonden besøger Ejerslykkeskolen i Odense med sit mobile laboratorium.

Her skal eleverne prøve kræfter med naturfaglige undervisningsforløb og højteknologiske laboratoriefaciliteter, hvor de skal sammen skal forsøge at løse aktuelle og virkelighedsnære problemstillinger. Det mobile laboratorium skal også i denne uge besøge Tingkærskolen, Vestre Skole og UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.

Det nye samarbejde mellem Odense Kommune og LIFE Fonden er et af de strategiske partnerskaber, som giver Odenses børn og unge endnu en mulighed for at lege og lære med robotter og teknologi, og det skaber stor begejstring hos især Odenses børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen, som siger:

- Jeg er glad for, at Odenses børn får endnu en mulighed for at lege og lære med robotter og teknologi. I Verdens bedste robotby i børnehøjde er målet, at børnene behersker teknologien. De skal have mulighederne for at eksperimentere, udvikle og bruge teknologiens løsninger og måske endda en dag give svarene på samfundets udfordringer, når det kommer til sundhedsvæsnet, den nære velfærd, klima, transport og affald. Det glæder mig at kunne lave et partnerskab omkring dette med LIFE Fonden og UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.

Første laboratorium etableres i Odense

Foruden mobile laboratorier har LIFE Fonden ambitioner om at etablere fem laboratoriefaciliteter – én i hver region. Det første af disse etableres på Niels Bohrs Allé i Odense hos UCL. Det nye LIFE Lab i Odense bliver ca. 300 kvm stort og vil bestå af både kontor og undervisningslaboratorier. 
Laboratorierne bliver tilgængelige for skoleklasser i hele Region Syddanmark, og samtidig skal de bidrage til at styrke naturfagsundervisningen på lærer- og pædagoguddannelsen på UCL. 

- Med LIFE Fondens nye undervisningslaboratorium på vores campus får vi helt nye muligheder for, at vi sammen kan skabe et stærkt naturfagligt miljø og udvikle naturfagsundervisning og -didaktik til glæde for både pædagog- og lærerstuderende og undervisere på UCL. Samtidig ser vi frem til at få besøg af de mange skoleelever, som kommer for at arbejde i laboratorierne, siger Charlotte Høy Worm, direktør på UCL. 

Det nye LIFE Lab Syddanmark er tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter og LIFE Fonden forventer, at det åbner for skoleklasser i løbet af 2022.  

Verdensmål og virkelighedsnære problemstillinger 

LIFE udvikler undervisningsforløb – kaldet LIFE Forløb – hvor elever arbejder eksperimentelt med at udvikle løsninger på aktuelle og virkelighedsnære problemstillinger, der understøtter FN’s verdensmål. Det kan fx være at stoppe sult. Alle LIFE Forløb udvikles i tæt samarbejde med virksomheder, forskningsmiljøer og skoler, og samtidig lever de op til de politisk bestemte rammer, som fx Fælles Mål i grundskolen. 
Alle LIFEs forløb og laboratorier er gratis at anvende, da de uddeles som bevillinger fra LIFE Fonden. 

- Odense Kommune deler vores ambition om at styrke børn og unges viden om og interesse for naturfag og teknologi gennem undervisning, der er eksperimenterende, kreativ og virkelighedsnær. I undervisningsforløb fra LIFE arbejder eleverne med de samme metoder som forskere i internationale virksomheder – og med det nye, innovative LIFE Lab i Odense får skoleelever mulighed for at arbejde i højteknologiske laboratoriefaciliteter, som ikke normalt er til rådighed på skoler, siger Christine Antorini, adm. direktør i LIFE Fonden.  

Fakta

- Eleverne kan i dette skoleår arbejde med de tre LIFE-forløb: Enzymjagten (6. klasse), WeGrow (8. klasse) og Turbovækst (9. klasse).
- Et LIFE-Forløb kan bestå af et eller to selvstændige undervisningsforløb med egne læringsmål. Klassen arbejder her med materialer fra et LIFE Kit, der leveres til skolen, og øvelser på den digitale platform MY:LIFE. Som overbygning på de fleste LIFE-Forløb udgives der også et labforløb, hvor klassen kan arbejde i fx LIFE Mobil Lab.
- LIFE er ved at udvikle fem andre forløb, og ambitionen er at have udgivet i alt 30 LIFE-forløb til daginstitutioner, grundskoler og ungdomsuddannelser inden 2030.
- Læs mere om LIFE-forløb på www.life.dk

Kontaktinformation

Kenneth Lykke Rønholt, kommunikationskonsulent, LIFE Fonden
Telefon: 2091 8612; e-mail: klr@life.dk

Sofie Tolberg Andersen, kommunikationskonsulent, Odense Kommune
Telefon: 2478 6052; e-mail: sohan@odense.dk

Kasper Duus, kommunikationspartner, UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole
Telefon: 2892 3181; e-mail: kadu@ucl.dk

Børn- og Ungeforvaltningen