Spring til indhold
Nyhed

Anker Boye betaler omstridt telefonregning

02-09-2014

- Gennem hele forløbet har der været uenighed om regningens størrelse, og det er jo også derfor, Odense Kommune ikke har betalt den endnu. Nu er der så kommet en afgørelse, og der har jeg valgt at sige, at den regning ikke skal belaste kommunekassen, den betaler jeg, siger Anker Boye (S).

 

Den største del af regningen stammer fra datatrafik på en rejse til Tyrkiet i efteråret 2011, og der har siden været tvivl om, hvordan regningen kunne nå så højt op.

 

- Der har været mange mulige tekniske forklaringer på bordet, og de spekulationer har naturligvis gået mig på, men nu er sagen lukket med et forlig, og så ønsker jeg også at afslutte den økonomiske del ved at betale, siger Anker Boye (S).

 

Borgmesteren har dog i dag erkendt, at han ikke kan få de endegyldige svar på, hvad der rent faktisk udløste den høje regning:

 

- Det er klart, at et forløb som det her maner til eftertanke. Usikkerheden om, hvad der rent faktisk er sket, nager mig, og jeg ville ønske, at jeg kunne give en endegyldig forklaring på det. Jeg ankom til hotellet i Tyrkiet hen på aftenen, og det første døgn var jeg meget på nettet for at holde mig opdateret om en ekstraordinært svær situation i Odense, siger Anker Boye (S).

 

Odense Kommune og TDC har indgået et forlig, der betyder, at Odense Kommune betaler TDC halvdelen af det oprindelige beløb på 250.196,65 kroner. Det beløb vil Anker Boye betale til Odense Kommune.

 

- Jeg synes, at det har været et urimeligt langt og pinagtigt forløb, der nu har fundet sin løsning. Det er en sag som jeg er rigtigt ked af. Jeg har bestræbt mig på at passe mit arbejde, og jeg har aldrig haft til hensigt at ligge nogen til last. Tilbage står, at jeg selvfølgelig burde have været mere opmærksom omkring de sms’er. Nu er der kommet en endelig afklaring på sagen, og jeg holder kommunen skadesløs, det har jeg det bedst med, siger Anker Boye (S).