Spring til indhold
Nyhed

Historisk få unge i kriminalitet i Odense

01-09-2009
Ny opgørelse viser, at der er et fald i ungdomskriminaliteten i Odense Kommune. I 2008 blev 219 børn og unge registreret i kriminalitet, hvilket er det laveste antal siden 1999.

Det var kun ganske få af Odenses 38.844 børn og unge, der blev registreret i kriminalitet i 2008. 99,7 % af de unge borgere er lovlydige. Tallene viser, at der helt præcist kun er 265 børn og unge, hvilket svarer til 0,6 % af de 0-17-årige, der er blevet registreret i 2008. Ud af denne gruppe er langt hovedparten blevet registreret for første gang. Og næsten alle de børn og unge, der blev registret for første gang i 2008, begik ikke ny kriminalitet samme år.

Der er flere årsager til den positive udvikling. For det første har Odense Kommune et tæt samarbejde med politiet og kender derfor alle børn og unge, der er på kant med loven. Det gælder både enkelte børn og unge, men også grupper af unge. 2/3 af de unge begår nemlig kriminalitet sammen med andre. For det andet tages der altid kontakt til familien, når et barn eller en ung har begået kriminalitet. Det har vist sig at have en stor præventiv effekt at inddrage forældrene. For det tredje har Odense Kommune et fokus på den tidlige indsats og særligt på de 10-14-årige, der registreres i kriminalitet. Erfaringen viser nemlig, at disse børn er i risikozonen for at forblive i kriminalitet.

Hos den ansvarlige rådmand Jane Jegind (V) er der glæde over den positive udvikling:

- Det er dejligt, at se at vores indsats giver pote. Det er jo det lange seje træk med forebyggende indsats, opsøgende arbejde og forældreinddragelse, som vi nu kan se resultaterne af, siger rådmand Jane Jegind.

Opgørelsen bygger på data fra Fyns Politi og Odense Kommune.

For yderligere information, kontakt:

Rådmand Jane Jegind, tlf. 20 91 10 31 eller e-mail: jmj@odense.dk