Nyhed

Kom hurtigt på nettet: Søg Bredbåndspuljen 10-07-2017

Oplysninger fra Energistyrelsen viser, at der er dårlig bredbåndsdækning mange steder i Danmark – desværre også nogle steder i Odense Kommune. Energistyrelsen udbyder derfor en pulje, hvor foreninger og sammenslutninger i områder, hvor bredbåndsdækningen er dårlig, kan søge om støtte til forbedring af dækningen.

Anden ansøgningsrunde til Energistyrelsens bredbåndspulje er åben. Det betyder, at lokale ildsjæle og kommuner for alvor kan gå i gang med at samle opbakning til bredbåndsprojekter i hele landet. Knap 40 mio. kr. i tilskud til hurtigt bredbånd kan nu søges af de dårligst dækkede adresser i Danmark.

Puljen er rettet mod boliger, virksomheder og sommerhuse, der maksimalt kan få en bredbåndshastighed på 10 Mbit/s download og/eller 2 Mbit/s upload. Man kan søge puljen, hvis man slår sig sammen med andre i lokalområdet

Samtidig kan kommunerne støtte op om ansøgningerne, herunder give tilsagn om økonomisk tilskud til projekterne. Odense Kommunes Økonomiudvalg behandler således på sit møde den 16. august 2017 et forslag om supplerende, økonomisk støtte til de projekter, som får tilskud fra bredbåndspuljen.

  • Ansøgningen skal være annonceret hos Energistyrelsen inden den 24. august og senest sendt afsted til styrelsen den 14. september 2017. Puljen indeholder i alt 40 millioner kroner
  • Vil du vide mere om Energisstyrelsens Bredbåndspulje, og den eventuelle supplerende, økonomiske støtte fra Odense Kommune, er du velkommen til at kontakte digitaliseringschef i Odense Kommune, Jørgen Brolykke Rasmussen, jr@odense.dk, 4014 1431


Fakta

  • Adresserne skal være tilskudsberettigede. Det vil sige, at den maksimale hastighed på adressen ikke må være højere end 10 Mbit/s i download og/eller 2 Mbit/s i upload.
  • Det mindste antal adresser, der kan søges tilskud til er to, men gerne flere. Jo flere adresser, jo mere attraktivt vil det være for bredbåndsudbyderne. Erfaringerne fra første runde viste, at det kan være vanskeligt at få tilbud, hvis man er under 15 adresser. Det er ikke muligt at søge tilskud som enkeltperson. 
  • Ansøgninger kræver at man er en sammenslutning eller danner en sammenslutning. Det er den eller ens kommune, der kan ansøge om tilskud til projektet fra puljemidlerne.

Læs mere her https://bredbaandspulje.ens.dk/  

Opdateret 10-07-2017