Spring til indhold

Emilie er fremtidens digitale social og sundhedsassistent

Emilie går på det allerførste hold af DigiTech-elever på social- og sundhedsassistentuddannelsen. Det er en uddannelse, der udfordrer og skaber livsglæde og hvor sammenhold og fællesskab går hånd i hånd med interessen for teknologi og mennesker.

De små ting gør en forskel

Udadtil ligner Emilie en helt almindelig ung kvinde på 18 år, men uniformen som Emilie har på afslører, at den unge kvinde har valgt et fag, der kræver mod og ansvar. Emilie er i sin 1. praktik i uddannelsen til social- og sundhedsassistent – en uddannelse som ikke mange unge vælger i 2022. Netop det, at uddannelsen ikke er et populært valg blandt de unge, er noget Emilie håber, at der snart bliver lavet om på. “Jeg tror ikke, der er mange, der ved, hvor mange opgaver og hvor meget ansvar man har som social og sundhedsassistent”. Dét der giver Emilie mening og glæde i hverdagen, er de små forskelle hun kan gøre for de syge og ældre mennesker, der bor på plejecentret.

 

Citat
"Når man får et smil eller et anerkendende tak fra en borger, så er det dér man føler, at man virkelig har gjort en forskel."
Emilie, DigiiTech-elev på social- og sundhedsassistentuddannelsen

 

 

“Det ligger til familien” 

Det har altid ligget i kortene at Emilie skulle arbejde med mennesker. Der er flere i Emilies familie, der arbejder inden for sundhedsvæsnet og hendes mor er sygeplejerske og derfor har Emilie altid haft faget indenfor rækkevidde. “Min familie og venner har altid sagt, at jeg burde arbejde med mennesker, fordi de kender mig, og ved, at jeg interesserer mig for andre og selv finder en glæde i at gøre andre glade”. Der findes mange uddannelser, hvor mennesker er i fokus, men valget faldt på social- og sundhedsassistent, fordi Emilie synes, at uddannelsen åbner mange døre - bl.a. giver den adgang til sygeplejerskeuddannelsen, som Emilie overvejer at tage engang i fremtiden. Men for nu er det social- og sundhedsassistent, Emilie brænder for. 

Teknologi og digitalisering kan give mere livskvalitet 

Emilie har valgt at tage uddannelsen på den helt nye DigiTech-linje og er lige nu i 1. praktik på ViIlestofte Plejecenter i Odense. I praktikken skal hun selvfølgelig lære alt det, som de andre elever på social- og sundhedsassistentuddannelsen også skal lære. Men udover det, har Emilie også det særlige fokus, at hun skal være nysgerrig på, hvordan teknologi og digitalisering kan være med til at give beboerne på Villestofte mere livskvalitet ved fx at gøre ting lettere eller bedre for beboerne.

 

Citat
Jeg tror ikke, der er mange, der ved, hvor mange opgaver og hvor meget ansvar man har som social og sundhedsassistent.
Emilie, DigiTech-elev på social- og sundhedsassistentuddannelsen

 

Emilie fortæller om en ældre kvinde med Parkinsons, som tidligere har haft svært ved at komme op af sin lænestol. Nu har kvinden fået en katapult-stol, der ved hjælp af en fjernbetjening kan styres til at løfte puden på stolen og derved stille og roligt skubbe kvinden op af stolen. Det giver kvinden mulighed for at komme op uden at skulle kalde på hjælp.  

Uddannelsen gav både nye venner og kæreste 

Når man er ung og bruger mange timer i ugen på sin uddannelse, er det vigtigt at der også er plads til det sociale. Emilie har i løbet af den korte tid, hun har gået på DigiTech, fået både gode venner og en ny kæreste.

 

Citat
Vi tager både ud og spiser og hygger os i fritiden og det er er rigtig rart, at der er et godt sammenhold i klassen. Og så har jeg ovenikøbet mødt min kæreste på uddannelsen, så det har virkelig været over al forventning for mig."Emilie, DigiTech-elev på social- og sundhedsassistentuddannelsen

 

Det sociale og faglige fællesskab er også noget, der bliver dyrket på DigiTech-linjen. Eleverne tager jævnligt på udflugter og ekskursioner, der har et teknologisk fokus eller de mødes virtuelt i praktikken til sparringsmøder med deres klassekammerater.

 

Om emilie

  • 18 år 
  • Bor i Odense
  • Har gået på grundforløb 1 inden opstart på DigiTech 
  • Startet på hovedforløbet til SSA med DigiTech juni 2022
  • Pt. i 1. praktik på plejecenteret Villestofte