Onboarding
På denne side, kan du læse om den onboarding, du modtager som vikar i Odense Kommunes Vikarkorps.

GDPR:
Alle medarbejdere i Odense Kommune skal gennemføre de obligatoriske kurser inden for GDPR, informationssikkerhed, god forvaltning og god adfærd. Alle kurser findes her: https://odense.plan2learn.dk/
Magtanvendelse:
Alle ansatte i Vikarkorpset skal gennemføre et to timers e-lærings kursus omkring magtanvendelse, fordi man som ansat i Vikarkorpset kan have med borgere fra alle forløb at gøre (https://odense.plan2learn.dk/)
Forflytning:
Alle vores vikarer skal have en basis viden i forhold til forflytninger. Denne viden skal du tilegne dig på dine følgedage.
Samtidig vil vi altid lave et individuelt skøn sammen med den enkelte vikar i forhold til, om der er behov for et 2-dags kursus, eller det allerede er noget du har i forbindelse med fx uddannelse.
Nexus-undervisning:
Som fastansat SSH og SSA vil vi sørge for, at du kommer på Nexus-kursus for, at du har den rette viden og kompetencer for løsningen af dine opgaver.
Ufaglærte vikarer, vil få en kort introduktion til, hvordan besøg og medicin vinges af som udført og givet, samt hvordan du dokumenterer en observation/afvigelse ved borgeren eller opretter en opgave.
FMK:
Er du ansat som SSA og skal varetage medicinhåndtering, vil du komme på FMK-kursus, så du bliver tildelt de rettigheder, der er behov for, for at løse opgaven.
Sygeplejefaglig dokumentation i Nexus:
Som SSA skal du på sygeplejefaglig dokumentation.
Onboarding kursus:
SSH:
Alle fastansatte SSH’er vil komme på et 3-dags introkursus, hvor du som vikar vil blive introduceret til ÆHF og den rehabiliterende tilgang, samt meget andet relevant, bl.a.:
- Neuropædagogik
- Stomi
- Terminalpleje
- Hygiejne
- Hjerte/kar
- Hud
SSA:
Alle fastansatte SSA’er vil komme på et 3-dags introkursus, hvor du som vikar vil blive introduceret til ÆHF og den rehabiliterende tilgang, samt meget andet relevant bl.a.:
- Hygiejne
- Neuropædagogik
- KOL
- Hjerte
- Stome
- Kateter
- Akutte sår
Uddelegering af SUL-opgaver:
Når du som SSH og ufaglært skal varetage sundhedslovindsatser (SUL) hos en borger, skal du som vikar have uddelegeret opgaven, før du må varetage denne selvstændigt. Har du ikke fået en opgave uddelegeret, og den alligevel står på din køreliste, når du møder op som vikar, er det vigtigt, at du sørger for at sige fra overfor opgaven, hvis ikke du har kompetencerne til at udføre opgaven.
Du vil modtager den teoretiske undervisning af en SOSU Assistent, og derefter vil du skulle se og prøve det i praksis, på dine følgevagter.
Følgedage på arbejdspladserne:
Alle medarbejdere vil tilbydes mellem 0-5 følgedage på vores arbejdspladser. Vi vil altid lave en individuel vurdering af, hvor mange dage du som vikar har brug for, i samarbejde med dig.
Hjælp til selvhjælp:
Det er vigtigt, at du sparrer med en kollega/leder, hvis du er i tvivl om opgaver, indsatser eller andet du møder ved borgeren. Derudover forventer vi, at du kontakter kollegaer i området, hvis du har tid til overs og kan hjælpe.
Nødsituationsappen:
Når du starter, bliver du præsenteret for Nødsituationsapp’en. Retningslinjerne i denne app skal ALTID følges, hvis der sker noget uventet ved borgeren, når du kommer på et besøg. Du vil blive orienteret af leder herom.
Arbejdsbeklædning / uniform:
Du skal altid have fuld uniform (bukser og t-shirt/busseronne) på, der hvor det kræves, på bosteder bruges eget tøj. Du får arbejdstøj på den arbejdsplads du er vikar på. Dog undtagen regntøj og jakke hvilket udleveres fra vikarkorpset til fastansatte medarbejdere. Du skal være omklædt til dit mødetidspunkt.
Det er IKKE tilladt at have:
- Ringe
- Ure
- Armbånd
- Neglelak/kunstige negle
- Af sikkerhedsmæssige årsager er det ikke tilladt at have halskæder og lange øreringe på.
- Langærmede bluser på under uniformen af hensyn til hygiejne.
Det er ligeledes vigtigt, at dit fodtøj er lukket, også om sommeren på de varme dage.
Håndhygiejne & værnemidler:
Da de fleste infektionssygdomme smitter via direkte og indirekte kontakt, er håndhygiejne den vigtigste metode til at afbryde smitteveje. Det er derfor vigtigt at have en god håndhygiejne.
Sprit hænder før/efter et besøg og vask dine hænder med sæbe og efterfølgende sprit, hvis dine hænder er synligt forurenede eller våde.
Ved tæt borgerkontakt skal der anvendes handsker. Når der er risiko for stænk under en plejesituation (personlig pleje, toiletbesøg) skal der anvendes forklæde.
I nogle borgerhjem skal vi bruge overtrækssko. Vi tager aldrig skoene af.