Kvalitet for de mindste - en tryg start på livet
Dagplejen er et lille, trygt og nærværende miljø, hvor dit barn bliver set, hørt og mødt i øjenhøjde hver dag.
En hverdag med nærvær og læring
I dagplejen bliver dit barn en del af en lille børnegruppe i dagplejerens eget hjem. Her er der ro og tid til at lege og gro samt til at skabe tætte relationer – både til dagplejeren og de andre børn. Dagplejeren skaber læringsmiljøer, hvor leg, omsorg og udvikling går hånd i hånd.
Sund kost og leg i det fri
Børnene tilbydes en sund og varieret kost, og de fleste dagplejere har adgang til en have, hvor børnene kan lege og udforske naturen i trygge rammer. Derudover opsøger dagplejeren også nærmiljøet, hvor der oftest er legepladser og god adgang til naturens mange oplevelser.
Fokus på trivsel og udvikling
Dagplejeren planlægger hverdagen med udgangspunkt i børnegruppens behov og arbejder med pædagogiske læreplaner. Målet er, at børnene oplever glæde, tryghed og omsorg – og får en god start på livet med plads til at udvikle sig i eget tempo.
Fleksibilitet og fællesskab
Dagplejeren har en arbejdsuge på op til 48 timer i tidsrummet kl. 06.00–18.00, tilpasset jeres behov som forældre. Dagplejerne indgår i netværk og mødes blandt andet i faste legestuegrupper hver 14. dag, hvor børnene får mulighed for at lege med andre og udvide deres sociale færdigheder.
Tryghed og kvalitet i hverdagen
Ved sygdom eller fravær tilbydes gæstepleje, så dit barn altid har et trygt sted at være. Vores dagplejepædagoger fører løbende pædagogisk tilsyn både i hjemmet og i legestuen, for sammen med dagplejeren at skabe dagtilbud i høj kvalitet. Alle dagplejehjem er godkendt af Odense Kommune med fokus på sikkerhed og indretning, og der er indhentet børneattest på alle dagplejere.