Spring til indhold

Trilledagpleje - en tryg og bæredygtig start på dagen

Trilledagpleje er i sin grundform det samme som almindelig dagpleje, men med den praktiske forskel at dagplejeren cykler ud og henter børnene derhjemme om morgenen.

I Odense Kommune er nogle af vores dagplejere trilledagplejere. Ud over at passe børn i sit eget hjem, cykler dagplejeren ud og henter børnene hjemme hos jer om morgenen på et fast, aftalt tidspunkt.

 

En rolig morgen

Når dit barn går i Trilledagpleje, bliver det hentet hjemme, hvilket giver jer som familie en mere rolig og fleksibel start på dagen. Det kan give ekstra tid og overskud til at aflevere større søskende eller selv komme godt af sted på arbejde.

 

Sådan foregår det

Dagplejeren cykler i en ladcykel med plads til fire børn. Kassen er isoleret, og alle børn spændes forsvarligt fast i godkendte seler eller indsatser. Dagplejen stiller cykelhjelm til rådighed, undtagen hvis barnet sidder i en indsats, hvor hjelm ikke må bruges. Du som forælder sætter selv barnet i cyklen og spænder selen.

Ved sygdom, ferie, gæstebørn eller defekt cykel, skal barnet afleveres som normalt hos dagplejeren. Du henter altid selv barnet om eftermiddagen.

 

En pædagogisk og bæredygtig løsning

Trilledagpleje giver ikke kun praktisk mening, det har også stor pædagogisk værdi. Børnene oplever fællesskab i cyklen, lærer om trafik og får en begyndende forståelse for deres nærmiljø. De ser, hvor hinanden bor, og kan tale om det, de har oplevet på turen. 

Dagplejeren og dagplejepædagogen følger løbende barnets trivsel og behov – og justerer afhentningen, hvis det fx er nødvendigt i en periode på grund af vejr, indkøring eller ændrede behov.

 

Praktisk information

  • Du/I står klar ved kantstenen til det aftalte tidspunkt. Dagplejeren sender evt. en SMS, når hun er på vej.
  • Der kan medbringes små turtasker i cyklen. Bleer kan afleveres om eftermiddagen.
  • Der kan opstå forsinkelser på grund af trafik, bleskift eller andet – vi beder om forståelse for dette.
  • For at ruten skal fungere, er det vigtigt, at barnet er klar til afhentning til tiden.

Trilledagpleje og FNs Verdensmål

Trilledagpleje understøtter tre af FNs Verdensmål:

Klima

Vi vælger cyklen frem for bilen og viser børnene, at bæredygtige valg er en naturlig del af hverdagen.

Sundhed og trivsel

En rolig morgen giver en god start på dagen – både for børn og forældre.

Bæredygtige byer og lokalsamfund

Når børn vokser op med cyklen som en naturlig del af hverdagen, skaber vi grundlag for færre biler og mere bæredygtige byer i fremtiden.