Spring til indhold

Mad i dagplejen - sundhed og måltidsglæde i børnehøjde

I Dagplejen i Odense Kommune får dit barn sunde og varierede måltider, der er tilpasset de mindstes behov. 

Hjemmelavet og nærende mad

Dagplejeren står selv for indkøb og tilberedning af maden, som serveres i trygge og hjemlige rammer. Der tilbydes:

  • Morgenmad
  • Formiddagsmad
  • Frokost
  • Eftermiddagsmad 

Sundhed og faglighed

Dagplejen følger Fødevarestyrelsens retningslinjer og Sundhedsstyrelsens anbefalinger for børn under tre år. Hvis der opstår behov for sparring vedrørende dit barns kost, samarbejder vi med Sundhedsplejen. Samarbejdet vil altid være efter forudgående dialog med dig som forælder. Det er helt almindelig praksis og en del af vores fælles indsats for at sørge for, at dit barn trives og får den støtte, det har brug for.

Måltider i legestuen

Når børnene er i legestue, medbringer dagplejerne maden og sørger for trygge og sociale måltider sammen med de andre børn.

Pris og specialkost

Måltiderne er inkluderet i den pris, du betaler for dagplejepladsen. Har dit barn behov for specialkost, er dette ikke inkluderet i prisen. Tal med din dagplejer eller dagplejepædagog om mulighederne.

Særlige behov og hensyn

Vi ved, at børn er forskellige. Derfor tager dagplejeren højde for både appetit og individuelle behov. Har dit barn fødevareallergi eller særlige hensyn, er det vigtigt, at du taler med dagplejeren, så vi sammen kan skabe de bedste rammer for dit barn.